Nu kommer der flere nye kræfter og spændende nye tiltag i det store oplevelsescenter i Hune
Ejeren af Kulturhuset og Skulpturparken i Hune forsøger at trappe gevaldigt ned, og har derfor fra april måned indgået aftaler med nye forpagtere omkring driften af en del af de forskellige enheder i etablissementet. Det oplyser ejeren John Andersen i en pressemeddelse.
Driften af restaurationsvirksomheden i huset omfattende cafe, orangeri og selskabslokaler er blevet bortforpagtet til Ann og Christoffer Hallager, og deres samarbejdspartner Casper Holm. Ann og Christoffer driver til dagligt – og har gjort det i en årrække – også Restaurant Nordstjernen i Blokhus, hvilket de også fortsætter med at drive i samme omfang som hidtil. I Hune vil de videreudvikle restaurationsdriften i huset med a´la carte, surdej og selskaber, møder og fester, – og tillige tilføre en række nye spændende tiltag, til glæde for husets over 100.000 årligt besøgende gæster fra nær og fjern. Alle husets forudgående bookinger og festaftaler vil naturligvis fortsat blive afholdt uændret som aftalt.
Husets kunstbutik vil blive kraftigt udvidet og fremadrettet tillige indeholde livsstilsprodukter samt en særskilt afdeling med meget stort retro skatkammer. Den del af virksomheden er nu blevet bortforpagtet til Lone og Frank Heidelbach, som igennem en årrække har drevet Kræmmerland i Pandrup. En stor del af det bedste fra virksomheden i Pandrup flytter med til etablissementet i Hune, medens Kræmmerland i Pandrup så bliver lukket helt ned. Med de nye folk på banen til butiksdriften og deres ønsker til en række nye tiltag i huset, bliver det et fantastisk butiksmekka der vil kunne opleves i Hune. Og med butiksåbning alle ugens dage hele året rundt, tilføres huset samtidig mindst yderligere 50.000 årligt besøgende gæster.
Park Cafeen, som er etableret i den største af arkadebygningerne inde i selve Skulpturparken er bortforpagtet til restauratør & vinhandler Pia Laursen og Ole Madsen, som har stor erfaring med i bagagen og tillige i flere år været aktive i parken med servering af mad drikke ved f.eks. Magisk Jul. De vil fremover drive parkens arkade cafe med bl.a. lettere mad og drikke for parkens gæster og tillige etablere diverse salgsudstillinger i samarbejde med eksterne leverandører.
Park Galleriet i den anden arkadebygning inde i selve Skulpturparken er pt. under bearbejdning for at få etableret en helt ny kunstudstilling med tilhørende kreativt værksted for parkens mange besøgende gæster. Der arbejdes dog pt. fortsat med at finde de rette kunstnere og kreative folk til at stå for etableringen og gennemførelsen af udstilling og kreative events i bygningen.
Selve driften og udsmykningerne af alt i Skulpturparken, herunder med f.eks. etableringer af de årligt tilbagevendende events som sandskulptur festival, træskulptur festival, internationale udstillinger og øvrige tiltag, vil fortsat fremover blive varetaget af ejeren John Andersen. Dog arbejdes der indenfor dette område på, at finde en mulig arvtager til at forestå hele driften, således at den nuværende ejer snarest muligt vil kunne få sig en velfortjent pensionstilværelse.