Nu kommer ambulancerne hurtigere frem i Region Nordjylland

Mads Duedahl
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V). Foto: Region Nordjylland
Print Friendly, PDF & Email

Responstiden for ambulancer i udrykning er siden december forkortet med mere end halvandet minut for hele regionen.   

Bedre responstider til gavn for nordjyderne
Det går den rigtige vej med ambulancernes responstider i Region Nordjylland. Siden midten af februar er den gennemsnitlige responstid på 9 minutter og 57 sekunder for en ambulance i fuld udrykning. Det er i kontrast til december, hvor den samlede responstid var på 11 minutter og 34 sekunder.

Det er en positiv udvikling ifølge regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V).

– Jeg er tilfreds med, at vores leverandør Falck nu har formået at få nedbragt responstiden væsentligt. Selvom det ikke er det eneste parameter for, om ambulancetjenesten fungerer godt eller ej, så er det rigtig vigtigt for den enkelte nordjyde, at man kan regne med hurtig og professionel hjælp, når man ringer 112, siger Mads Duedahl.

Udover bedre responstider for akut udrykning med ambulancerne, så er hjælpen stadigvæk generelt hurtig om at komme frem. Den første sundhedsprofessionelle vogn på et ulykkessted vil nu være fremme på cirka 9 minutter. Det kan være en ambulance, en akutlægebil, en paramedicinerbil eller en akutbil alt efter ulykkens karakter.  

Fortsat tæt dialog med Falck
Regionsrådsformanden har siden sin tiltrædelse været i dialog med Falck om responstiderne, og Region Nordjylland har i en periode også bidraget med egne ambulanceberedskaber, da Falck har haft problemer med at overholde responstiderne.

– Men de er taget ud af drift igen, fordi responstiderne ligger på et tilfredsstillende niveau, når vi tager i betragtning, at vi som i andre landsdele stadig oplever øget pres på det akutte område, siger Mads Duedahl.  

Fra 1. april skal Falck ikke længere drive ambulancer i Region Nordjylland.

I stedet skal Region Nordjylland selv stå for ambulancedriften i en del af regionen, mens den private aktør, PreMed, skal stå for ambulancedriften i den øvrige del.

Regionsrådsformanden vil sørge for, at der stadig er en tæt dialog med Falck i forhold til overdragelsen af ambulanceberedskabet og i forhold til responstiderne.

Region Nordjylland og PreMed er aktuelt begge i gang med at opbygge deres ambulancetjenester, og det arbejde skrider planmæssigt frem.