Nu kan Aaby Mose nydes fra oven

Print Friendly, PDF & Email

Tirsdag eftermiddag blev der indviet en ny udsigtsplatform i Aaby Mose ved krydset mellem Damvej og Ringvej. Fra den smukke udsigtsplatform kan der nydes en fantastisk udsigt over den bedst bevarede højmose i Danmark.

Udsigtsplatformen er blevet opført af Aage V. Jensen Naturfond. Fra platformen kan alle forbipasserende nu nyde udsigten over naturområdet med højmose, dyre- og planteliv.


Højmosen er netop blevet naturgenoprettet i det EU-finansierede Life-projekt Højmoser i Danmark. Et projekt Aage V. Jensen Naturfond også har bidraget til både ved at blive lodsejer, men også med ekstra finansiering.

Inden de mange fremmødte til indvielsen kunne nyde udsigten, bød Mette Skov, der er formand for bestyrelsen i Aage V. Jensen Naturfond velkommen, og herefter blev platformen indviet af borgmester Mogens Christen Gade.

Han takkede for det gode samarbejde, hvorefter han blandt andet fremhævede, at naturen i særdeleshed er på dagsordenen i Jammerbugt Kommune, og det er takket være de gode samarbejder mellem det kommunale og andre aktører, at der er muligt for Jammerbugt Kommune at tænke større, vildere og rigere natur – og komme i mål med projekterne.

Efter sin tale klippede Mogens Christen Gade snoren til udsigtsplatformen, og herefter blev den vist frem, og naturen blev nydt, ligesom de fremmødte kunne nyde lidt godt til ganen.

På naboarealerne til udsigtstårnet samarbejder Jammerbugt Kommune også med Aage V. Jensen Fond, Naturstyrelsen, Brønderslev Kommune og lokalbefolkningen om at få kortlagt udviklingsmulighederne for hele Store Vildmose. På området bliver der blandt andet lavet forsøg med dyrkning af arealer med dunhammer og forskellige græsser på lavbunds- og tørvejorde.