Nu falder salgspriserne for både huse og lejligheder

Foto: Boligsiden
Print Friendly, PDF & Email


Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at salgspriserne for villaer og rækkehuse er dalet med 1,0 procent den seneste måned, imens lejlighedspriserne falder med 1,5 procent. Samtidig er prisudviklingen for sommerhuse stagneret.

Juli bød for første gang i mange måneder på et reelt fald i salgspriserne for både huse og lejligheder. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.


Priserne på villaer og rækkehuse faldt således med 1,0 procent i juli måned, imens priserne på ejerlejligheder er faldet med 1,5 procent i samme periode.

Et månedligt prisfald i den størrelsesorden er ikke set tidligere i perioden tilbage til 2015, hvor Boligsidens Markedsindeks strækker sig tilbage til. Og udviklingen finder samtidig sted i sommerperioden, hvor priserne førhen typisk er steget en smule.

”Efter flere måneder med stagnerende boligpriser ser vi nu, at priserne for både huse og lejligheder er begyndt at falde. Det er en ventet konsekvens af de ændrede vilkår, som har været gældende for boligkøberne i de seneste måneder,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”Renterne er steget, hvilket har gjort det dyrere at finansiere en ny bolig. Samtidig skal køberne tage højde for stigende energi- og elpriser og en markant stigende inflation, der sætter økonomien for den enkelte husholdning under pres. Det påvirker antallet af bolighandler i et marked, der samtidig er præget af at stigende udbud. Den cocktail er med til at presse priserne ned, da nogle sælgere er nødt til at justere prisen for at få handlen i hus.”

Den nedadgående prisudvikling er gældende i alle regioner for husenes vedkommende, ligesom det med undtagelse af Region Syddanmark også er tilfældet for ejerlejlighederne.

Imens salgspriserne for både huse og lejligheder er faldet den seneste måned, holder priserne for sommerhuse niveauet og har ikke ændret sig i juli måned.

Fælles for alle tre boligtyper er, at salgspriserne fortsat ligger over niveauet på samme tidspunkt sidste år.