Norlys Vækstpulje Nyfors uddeler 2,2 millioner kroner til lokale projekter – Se de heldige modtagere i Jammerbugt
Norlys Vækstpulje Nyfors har nu sat navn på de projekter og initiativer, der modtager støtte i årets tredje uddelingsrunde. 2,2 millioner kroner er der i alt givet til 45 projekter.
– Det er en stor glæde at kunne støtte projekter, der gør en konkret forskel i lokalmiljøet. Norlys Vækstpulje Nord er dedikeret til at fremme både sociale og grønne initiativer, og vi er stolte af at kunne bidrage til en bæredygtig og sammenhængende udvikling i området, siger Allan Bach, formand for Norlys Vækstpulje Nyfors.
Støttebeløbene varierer endnu engang fra de mindre beløb som fx 10.000 kroner til en sorggruppe for børn og unge i Jammerbugt Kommune og helt op til 150.000 kroner til Brønderslev Hallerne, der skal udskifte deres lys til det mere energifornuftige LED.
Fra energibesparende belysning til naturoplevelser
Norlys Vækstpulje Nyfors har i denne omgang valgt at støtte Brønderslev Hallerne med 150.000 kroner til udskiftning af gamle lysstofrør til energibesparende LED lamper. Projektet vil forbedre belysningen for de mange brugere, herunder håndbold-, floorball- og basketballklubber, samt senior- og børnegrupper. Udskiftningen vil også bidrage til energibesparelser og bedre faciliteter, hvilket er en del af hallernes løbende indsats for at opretholde moderne og bæredygtige løsninger.
I Halvrimmen arbejdes der på at skabe et aktivitetsområde for at fremme idræt, udeliv og fællesskab i lokalsamfundet. Projektet, som Norlys Vækstpulje Nyfors har støttet med 106.000 kroner, inkluderer legeplads, gyngestativer, motorikbane, svævebane og udendørs fitnessfaciliteter. Målet er at skabe et attraktivt mødested, der opfordrer børn og unge til leg og bevægelse og få dem ind i det organiserede idrætsliv.
Vivaldi Friplejehjem har fået 109.312 kroner til at forbedre belysningen i deres pavillon og sansehave. Pavillonen bruges flittigt til forskellige aktiviteter som herreklub, dameklub og kaffehygge, og plejehjemmet vil nu forbedre både den indvendige og udvendige belysning samt etablere effektlys under de japanske kirsebærtræer og facadebelysning i sansehaven. Dette vil gøre området mere tilgængeligt og attraktivt for beboerne og deres pårørende, samt for andre, der bruger naturen omkring friplejehjemmet til gå- og løbeture.
Listen over samtlige 45 projekter, der har fået støtte fra Norlys Vækstpulje Nyfors, kan findes her: norlys.dk/3-runde-2024-norlys-vaekstpulje-nyfors.pdf
Første gang, der er frist for at søge støtte fra Norlys Vækstpulje i 2025, er 1. februar klokken 12.