ForsideJammerbugtNorlys’ navn misbruges i forsøg på sms-svindel

Norlys’ navn misbruges i forsøg på sms-svindel

Norlys’ navn misbruges i forsøg på sms-svindel

Ukendte kriminelle forsøger i øjeblikket at svindle danskere ved at misbruge Norlys’ navn. Norlys’ energiforretningen opfordrer alle, der har modtaget sms’en, til at slette den, skriver Norlys i en pressemeddelelse.

Flere danskere oplever i disse dage at få sms’er fra nogen, der udgiver sig for at være Norlys. Beskederne er rettet mod både reelle Norlys-kunder og personer, der ikke er kunder hos energi- og telekoncernen.

I beskederne står der, at modtageren har en udestående regning, og at Norlys lukker for strømmen, hvis ikke regningen betales. I sms’en er der desuden et link, som modtageren opfordres til at trykke på for at betale regningen. Men sms’erne er falske, og Norlys opfordrer kunder og andre, der har modtaget dem, til at slette beskederne.

– Vi er rigtig ærgerlige over, at vores navn og brand misbruges af udspekulerede kriminelle til at forsøge at svindle helt almindelige danskere. Skulle vores kunder faktisk have en ubetalt regning, sender vi dem en venlig påmindelse på sms. Vi beder dog blot kunden om at betale den regning, vi allerede har sendt, og ikke om at trykke på et link, siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.

Kunder, der er kommet til at trykke på linket, opfordres til at kontakte politiet.

Travlhed i kundeservice

Det er uklart, hvor mange der har modtaget sms’en, men tilsyneladende er beskeden nået ud til ganske mange. De seneste dage har de falske sms’er ført til travlhed på telefonerne i Norlys’ kundeservice, hvor kunder ringer for at få afklaret, om beskederne er ægte.

– Vi oplever heldigvis, at mange af vores kunder er opmærksomme på mulig svindel og er skeptiske, når de modtager en besked som denne. Desværre ser vi også, at nogle falder i og trykker på linket. Derfor vil jeg gerne opfordre vores kunder – og danskerne generelt – til at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og sms’er, siger Mads Brøgger.

Er man i tvivl om, hvorvidt man har en ubetalt regning hos Norlys, kan man altid få et overblik over sine regninger på mit.norlys.dk samt tjekke sin netbank eller betalingsservice.

På Norlys’ hjemmeside kan du læse mere om, hvad du skal være særligt opmærksom på i forbindelse med phishing-mails og -sms’er.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER