De praktiserende læger i Nordjylland oplever, at antallet af konsultationer er næsten halveret i de seneste uger.
Også Lægevagten oplever, at patienterne i langt mindre grad henvender sig for at få en konsultation. Tendensen gælder også andre steder i landet. Det har gjort nordjyske læger bekymret.
– Vi er bekymret for, om der er patienter, der venter for længe med at reagere på nogle symptomer, som slet ikke handler om corona. Vi frygter, at der er patienter, der har helbredsproblemer, der ikke bliver håndteret i tide, siger formand for PLO Nordjylland, Annemette Alstrup.
COVID-19 håndteres på tværs af landets sundhedsvæsen. Det vil sige i et tæt samspil mellem de nationale myndigheder, Region Nordjylland, kommunerne og PLO (Praktiserende Lægers Organisation). Det foregår i et tæt samarbejde, hvor også mulige konsekvenser af COVID-19 nøje overvåges og handles på.
– Vi er glade for, at nordjyderne har taget budskabet til sig om at blive hjemme, så vi mindsker smittespredningen. Det er virkelig flot, at vi står sammen. Men det er selvfølgelig vigtigt, at borgerne reagerer, hvis de har symptomer på anden alvorlig sygdom, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Ring altid først til din læge
Patienter må med andre ord gerne tage kontakt til sin egen læge, men det foregår blot på en lidt anden måde i dag.
Du skal altid ringe først eller sende en mail til din læge – og altså ikke møde fysisk op hos din praktiserende læge. Du kan opleve, at konsultationen med lægen bliver erstattet af en samtale over telefon eller over video.
Hvis det er nødvendigt med en undersøgelse eller kontrol af din sygdom, vil du stadig få tilbudt en konsultationstid eller et sygebesøg.