Nordjyske folketingsmedlemmer sætter fokus på konsekvenserne ved at mindske sommerhusudlejning

Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

De nordjyske folketingsmedlemmer Anne Honoré Østergaard og Torsten Schack Pedersen har inviteret til møde om erhvervsstyrelsens nye vejledning, der lægger op til at reducere antallet af dage om året, man må udleje sit sommerhus. Mødet foregår hos Destination Nordvestkysten d. 14. oktober 2020 kl. 10.00.  Adressen er Skeelslundvej 99, 9440 Aabybro.

Baggrunden for mødet er den vejledning, som erhvervsstyrelsen udsendte i september, der lægger op til at mindske udlejningsperioden for sommerhuse. Anne Honoré Østergaard har inviteret relevante interessenter samt nordjyske politikere. 


Venstre er imod begrænsningen af udlejningen af sommerhuse, da det vil medføre en række negative konsekvenser og påvirke mange forskellige aktører i sommerhusområderne og lokalområderne. Det vil ikke mindst særligt påvirke sommerhusudlejningsbranchen og sommerhusejerne. Det skønnes at 6.400 sommerhuse vil blive direkte påvirket. Derfor vil Anne Honoré Østergaard og Torsten Schack Pedersen gerne snakke med de involverede parter. 

Pressen er derfor velkommen, før mødet begynder, til at tale med både Anne Honoré Østergaard og de andre deltagere.