ForsideJammerbugtHit med Historien: Nordjyllands pop- og rockmusik skal samles og bevares

Hit med Historien: Nordjyllands pop- og rockmusik skal samles og bevares

Hit med Historien: Nordjyllands pop- og rockmusik skal samles og bevares

Var du med, da pop og pigtråd rullede ind over Nordjylland? Som musiker, tekniker, forkvinde, lysmand eller bagmand? Eller er du bare en rockentusiast, der synes, at vores musikalske kulturarv er for vigtig til at gå tabt?

Sådan lyder invitationen fra Karsten Højen og Claus Svenstrup til et kick-off møde på KEC i Aabybro onsdag den 8. april.

– Vi vil gerne stifte en forening for Nordjyllands pop- og rockhistorie, forklarer Karsten Højen. Med støtte fra Det Danske Rockakademi og lokale historiske arkiver og museer vil foreningen indsamle og sikre historierne for kommende generationer. Den nye forening kommer sandsynligvis til at hedde “Hit med Historien” med undertitlen Pop, pigtråd, beat og rock i Nordjylland.

Claus Svenstrup tilføjer: – Men foreningen skal ikke kun bevare historien; den skal også formidle den gennem koncerter, foredrag, film, udstillinger og møder mellem mennesker.

Foreningen vil dække hele Nordjylland – fra Skagen til Thy/Mors og Hobro, og interessen for at deltage er stor. Kick-off mødet og stiftende generalforsamling finder sted onsdag den 8. april kl. 15.00-18.15. Tilmelding sker via karsten@goglobalnord.dk, og arrangørerne forventer deltagelse fra hele regionen.

Kendte kulturprofiler bag initiativet

Karsten Højen er en kendt nordjysk kulturperson og tidligere frontfigur for en række store, regionsdækkende kulturprojekter, herunder Ali Babas Karavane, Go Global verdensmusikfestival, Sommersang på Bratskov og Crossroad Blues & Boogie Festival. Claus Svenstrup har været seniorkonsulent i Region Nordjylland og har blandt andet været med til at starte Kulturmødet på Mors samt flere andre kulturprojekter.

– Rock- og populærmusikken er en central del af vores fælles historie. Den fortæller, hvem vi var, hvem vi er, og hvordan fællesskaber, identitet og ungdomskultur gennem årtier er blevet formet, siger Svenstrup.

“Hit med Historien” handler om at samle, bevare og dele de fortællinger: om mennesker, steder, stemninger og musikalske øjeblikke, der har sat spor i både lokalsamfund og generationer.

Når vi værner om denne kulturarv og bringer den i spil, styrkes samtidig det lokale musikliv. Historien giver næring til nutidens kreative miljøer, forbinder nye stemmer med tidligere tiders udvikling – og hjælper med at sikre, at musiklivet kan trives i hele landet.

Initiativet bygger på filosofien fra Det Danske Rock Akademi og Rock Museet Ragnarock i Roskilde og støttes af statslige midler fra Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Kunststyrelsen.

Claus Svenstrup. Foto: Privat
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER