ForsideJammerbugtDEBAT: Med rank ryg skal vi gøre en målrettet indsats

DEBAT: Med rank ryg skal vi gøre en målrettet indsats

Af: Mogens Chresten Gade, formand i Erhvervshus Nordjylland og Richard Fynbo, næstformand i Erhvervshus Nordjylland. 

Med rank ryg skal vi gøre en målrettet indsats

Nordjylland halter efter på produktiviteten. Det har i mange år været fortællingen om nordjyske virksomheder.  

Den fortælling ønskede bestyrelsen i Erhvervshus Nordjylland et faktatjek på, og samtidig en dybere forståelse for, hvordan vi kan bidrage til at styrke produktiviteten i regionens virksomheder. 

For høj produktivitet er evnen til at generere størst muligt output med mindst mulige mængder af ressourcer og tid. Det er fundamentet for konkurrenceevne, arbejdspladser og velstand i vores landsdel. 

Derfor sætter vi stor pris på, at Aalborg Universitets Business School prioriterede at udarbejde en dybere produktivitetsanalyse.

Analysen er nu klar, og den viser, at det ikke står så slemt til som fortællingen hidtil har vist. 

Analysen vender ikke alting på hovedet. Den viser, at nordjyske virksomheders produktivitet ligger i midterfeltet i forhold til resten af landet – men dog i den lavere ende af midterfeltet. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, hvis vi har ambitioner om at ligge højere, og det har vi. Ser vi analysen i en EU-kontekst, så viser den, at den nordjyske produktivitet er mere end godkendt.

Men billedet giver også den dybere forståelse, som vi ønskede.

Forskel i størrelse, branche og geografi 
Når der i analysen ses på produktiviteten fordelt på brancher, virksomhedsstørrelser og geografi. Så er der vigtige erkendelser. 

Med lidt god vilje, kan vi se, at Nordjyske virksomheder med op til 50 medarbejdere ligger på niveau med resten af landet. For disse virksomheder handler det ikke om at “indhente resten af Danmark”. Det handler mere om at arbejde strategisk med kompetencer, automatisering og digitalisering, og derved ruste medarbejdere og ledelse til den løbende udvikling af virksomheden. 

Når vi kaster et blik på de største virksomheder, dem med mere end 250 ansatte, så ser det værre ud. Her ligger Nordjylland desværre klart lavest af alle regioner. Meget bedre står det ikke til for produktiviteten i virksomheder med 50-249 ansatte, hvor vi ligger 2. lavest på tværs af regionerne i Danmark. 

Samtidig er Nordjylland domineret af lavproduktive brancher, mens videnstunge og højproduktive brancher fylder mindre i Nordjylland end landsgennemsnittet. 

Det hænger i høj grad sammen med erhvervsstrukturen og rammevilkårene, men det ændrer ikke ved, at vi skal arbejde endnu mere målrettet for at styrke vækst og investeringer. Blandt andet ved at tiltrække og fastholde flere produktive virksomheder og specialiseret arbejdskraft til vores region. 

Vi bør herunder understøtte, at flere iværksættere i Nordjylland starter virksomheder i de højproduktive brancher. Og sørge for, at dem vi allerede har, ønsker at blive her.

Hvad kan gøre en forskel?
Der er tre faktorer, der kan gøre en tydelig forskel for produktiviteten: Internationalisering, højt kompetenceniveau og investeringer i teknologi og produktionsudstyr. 

En vigtig indsats er derfor at arbejde på at intensivere indsatsen for digitalisering, internationalisering og tiltrækning af specialiseret og kompetent arbejdskraft for en række centrale brancher og virksomheder i vores region, og på den måde løfte de nordjyske virksomheder. 

Nordjylland står allerede stærkt med solide uddannelses- og vidensmiljøer. Men når nyuddannede har eksamen i hus, forlader de desværre ofte regionen, når de skal søge arbejde. Nyuddannede og specialiserede medarbejdere er et vigtigt bidrag til at øge produktiviteten i nordjyske virksomheder. Og her har Erhvervshus Nordjylland en afgørende rolle. Virksomhederne skal i langt højere grad understøttes, så de får vist og fortalt, at de har attraktive arbejdspladser for højt specialiseret og kompetent arbejdskraft. 

Men en organisation kan ikke løfte udfordringen alene. Virksomheder, uddannelsesinstitutioner, kommuner og erhvervsaktører som os selv, skal gå sammen. Sammen om at løfte produktiviteten der, hvor potentialet er størst. Nemlig ved at understøtte virksomhederne med at tiltrække og fastholde specialiseret arbejdskraft, efteruddanne eksisterende arbejdskraft samt øge internationalisering og investeringer i teknologi og produktionsudstyr. 

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER