Natminton i DGI-Huset, Aabybro
Fredag den 26. september 2025 var ungdomsspillerne i Aabybro Badminton Club inviteret til fest og farver. Klubben havde nemlig stablet et Natminton-arrangement på benene, hvor der blev hygget og spillet badminton i DGI-hallen. Aftenen startede med fællesspisning af lækre pizzaer fra klubbens sponsor (Mammas Pizza) og bagefter blev lyset slukket i hallen imens banestreger, net samt bolde blev lyst op af UV-lys.
Ideen bag arrangementet var at ryste klubbens spillere sammen socialt og få skabt et stærkt fællesskab omkring nogle gode anderledes oplevelser.
”Vi vil rigtig gerne tilbyde mere end ”kun” badmintontræning. Vi vil gerne være et fællesskab og skabe en klubånd for alle uanset alder og niveau. Derfor har vi et stort fokus på at lave sociale arrangementer igennem sæsonen, hvor børnene får nogle sjove og gode oplevelser i et fællesskab. Det er vigtigt for os at alle kan være med. Det gælder både i forhold til træningen, hvor alle kan lære at spille badminton, men det gælder i lige så høj grad om at alle kan være med i et fællesskab. Det kan man i AaBC.” udtaler formand for Ungdomsudvalget i Aabybro Badminton Club, Søren Schou Bengtson.
Arrangementet er støttet af Spar Nord Fonden og klubben håber at det kan blive et årligt tilbagevendende event at afholde Natminton. Udover Natminton har klubben en række arrangementer i løbet af sæsonen, for at styrke fællesskabet yderligere.
Aabybro Badminton Club oplever vækst i antallet af ungdomsspillere, hvor medlemstallet har rundet 50 spillere. Derudover tilbyder klubben Miniton for de mindste (3-8 år) sammen med deres forældre. Til denne sæson har klubben 4 hold med i ungdomsholdturneringen, hvilket er en fordobling i forhold til året før.
Fremadrettet har klubben fokus på yderligere udvikling af klubben, fx med afholdelse af camps og individuelle stævner.




