Af Dorthe Godtfredsen Olsen Pedersbækvej 9 9690 Fjerritslev
Når sagsbehandlingsfrister på socialområdet systematisk overskrides, sker der flere alvorlige ting på én gang:
• Familier efterlades i uvished og uden mulighed for at handle
• Retten til at klage udhules i praksis, fordi der ikke foreligger en afgørelse
• Borgerne mister reelt deres retlige beskyttelse, selvom den formelt findes
• Kommunen flytter risikoen og konsekvenserne over på de mest sårbare.
Ministeren har været i samråd, og at flere ordførere udviser skepsis over for kommunernes praksis, er et klart signal om, at problemet er kendt politisk – men endnu ikke løst i virkeligheden.
Spørgsmålet om kassetænkning er blevet helt legitimt.
Når sager syltes, kan det:
• udsætte dyre foranstaltninger
• spare budgetter her og nu, men det sker på bekostning af borgerens rettigheder og livskvalitet
Derfor har jeg stillet nogle spørgsmål til kommunalbestyrelsen til mødet den 28/1
Spørgsmålene er baseret på den øgede fokus der er på handicapområdet, og med afsæt i et samråd i Socialudvalget på Christiansborg den 15/1 2026
1. Hvor går kommunalbestyrelsens grænse for at “lade stå til” i socialsager, hvor kommunen er kritiseret for alvorlige fejl men fortsætter samme spor i sagsbehandlingen, på trods af underretninger fra læger, jurister og fagmiljøer om offentligt svigt som i flere omgange er rettet direkte til kommunalbestyrelsen. Det er og bliver i sidste ende jo kommunalbestyrelsens ansvar, at sikre at forvaltningens konkrete sagsbehandling lever op til gældende lovgivning. Fordi kommunalbestyrelsen har det endelige ansvar for lovmedholdelig sagsbehandling, hvor forventer kommunalbestyrelsen da, at familier skal søge retssikkerhed, når klager gentagne gange ignoreres eller henlægges, og familier reelt efterlades uden effektiv adgang til hjælp i det system, der har påført dem belastningen..
2. I dansk forvaltningsret skal et afslag altid bygge på en konkret og individuel vurdering. Ankestyrelsen beretter til socialministeren at tendensen på mange afslag er mangelfulde, her er lægefagligevurderinger meget relevante og burde være et afgørende element. Flere familiers afslag bliver af Ankestyrelsen kritiseret for at være mangelfulde. Mange familier oplever at forvaltningen ikke indhenter og/eller forholder sig til fagmiljøers anbefalinger – Vil kommunalbestyrelsen lægge sig i selen for at stramme op omkring denne praksis og have i mende, at det handler om borgernes retssikkerhed?
3. Hvordan har kommunalbestyrelsen tænkt sig at forholde sig til Ankestyrelsens og Socialministerens øgede fokus på behovet for sanktionsmuligheder i forbindelse med tilsynet med kommunerne, og hvilke konsekvenser mener kommunalbestyrelsen, dette bør have for kommunens egen praksis, retssikkerhed og efterlevelse af gældende lovgivning? Deler kommunalbestyrelsen Ankestyrelsens vurdering af, at der er behov for sanktionsmuligheder i tilsynet med kommunerne, og giver det anledning til at revurdere kommunens egen lovmedholdelighed og interne kontrol?