ForsideBlokhusMusikalsk fest i Blokhus - se program her

Musikalsk fest i Blokhus – se program her

Musikalsk fest i Blokhus – se program her

Blokhus kommer til at summe af liv, når omkring 700 norske børn og unge fra hele landet indtager byen til Nordsø-Festivalen 2025, der finder sted fra den 21. til 25. juni. Festivalen samler skole- og ungdomskorps til fem dages musik, konkurrencer og fællesskab, og hele byen får glæde af de mange optrædener.

Nordsø-Festivalen blev etableret i 1989 af Eigil Frost fra det danske rejsebureau Euro Tourist i samarbejde med den norske festivalprofil Knud H. Rasmussen, der i en årrække var en central drivkraft bag festivalen. I dag er det fortsat Euro Tourist med Eigil Frost i spidsen, der står for festivalen i tæt samarbejde med Knuds efterkommere. De er stadig en synlig og engageret del af afviklingen og ses under hele festivalen i deres karakteristiske blå kedeldragter – med glimt i øjet kaldet “smølferne” blandt deltagerne.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus fungerer som lokal vært og bidrager til at skabe gode rammer for festivalens aktiviteter i byen.

Korpskultur med dybe rødder

Korpsmusik er en hjørnesten i norsk kultur. Over 70.000 nordmænd, mange af dem børn og unge, spiller i de mere end 1.600 korps, der findes på tværs af landet. Det er en fritidsaktivitet, der både skaber musikalske kompetencer og stærke fællesskaber.

Deltagerne i Nordsø-Festivalen kommer fra hele Norge. Nogle har pakket instrumentkasserne og rejst i mange timer for at nå frem til Blokhus. Blandt de længst rejsende er Tromsø Folkeskoles Musikkorps og Saltvern Skolekorps, der begge har tilbagelagt over 1.500 kilometer fra nord for polarcirklen for at deltage i festivalen.

Koncerter og marcher i Blokhus

Under opholdet i Blokhus er der rig mulighed for at opleve de norske korps. Søndag den 22. juni kl. 19.00 går det løs med en festlig musikstafet på Torvet, hvor korpsene dyster om at være det mest udholdende. Her spilles kendte og iørefaldende melodier, som publikum kan synge med på.
Derudover kan der i løbet af dagene opstå spontane koncerter og musikalske indslag rundt omkring i byen.

Mandag den 23. juni kl. 19.00 er det tid til den traditionsrige musikmarch fra Blokhus Torv til stranden i anledning af Sankt Hans. En musikmarch er en levende parade, hvor korpsene spiller, mens de bevæger sig gennem byen. Publikum er meget velkomne til at gå med, og turen slutter med en stemningsfuld minikoncert i klitterne ved bålet.

Tirsdag den 24. juni afsluttes festivalen med et festligt aftenarrangement på Torvet kl. 19.00, hvor der uddeles præmier for de konkurrencer, korpsene har deltaget i løbet af festivalen. Her vil Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune, holde tale. Aftenen byder også på underholdning og slutter med en fællesdans, hvor både publikum og musikere inviteres til at danse med.

Meget mere musik

Selvom Nordsø-Festivalen officielt slutter den 25. juni, er der god grund til at blive lidt længere. Samme dag kl. 16.00 giver Prinsens Musikkorps koncert på Blokhus Torv. Prinsens Musikkorps er et af forsvarets professionelle orkestre, kendt for sit høje niveau og alsidige repertoire. Det bliver en storslået musikalsk afrunding, som både festivaldeltagere og byens gæster kan se frem til.

Festivalprogram i Blokhus

  • 22. juni fra kl. 19.00: Stafetkoncert – konkurrence mellem korpsene
  • 23. juni fra kl. 19.00: Musikmarch fra Torvet til Sankt Hans-pladsen på stranden
  • 24. juni fra kl. 19.00: Afslutning med underholdning, præmieuddeling, tale og fællesdans

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER