Museum for Papirkunst inviterer alle 4. klasser i Jammerbugt Kommune til undervisningsforløb i H.C. Andersens liv og virke
I perioden 5. august 2025 – 15. februar 2026 har Jammerbugt Kommunes 4. klasser mulighed for at deltage i et spændende, lærerigt og gratis undervisningsforløb i H.C. Andersens kunstneriske verden.
Unik mulighed for at udforske H.C. Andersens univers
I 2025 markerer Museum for Papirkunst 220-året for H.C. Andersens fødselsdag og 150-året for hans død med en jubilæumsudstilling, der hylder den verdensberømte forfatter. Udstillingen bliver åbnet med et storslået hyldestarrangement, hvor alle er inviteret til at deltage i en eventyrlig dag med fantastiske happenings på Ilsigvej 2 i Blokhus.
Med støtte fra Region Nordjylland tilbyder museet et undervisningsforløb i tillæg til udstillingen målrettet 4. klasse, hvor elever fra Jammerbugt Kommune får en unik mulighed for at udforske H.C. Andersens verden gennem hans originale papirklip.
Originalt papirklip, højtlæsning og kreativt værksted
Forløbet fremhæver papirklip som en dansk tradition og engagerer eleverne i H.C. Andersens kulturarv samtidig med, at eleverne bliver inspireret til kreativitet og kulturel forståelse.
Museum for Papirkunsts erfarne kulturformidler tager eleverne igennem Andersens samtid, hans kunstneriske virke og hans fortsatte relevans. Eleverne kommer på en rejse gennem udstillingen Med saksen som pensel med værker af psaligrafen Bit Vejle, der, ligesom H.C. Andersen, bruger kunsten til at formidle stærke fortællinger.
Undervisningen byder også på højtlæsning af H.C. Andersen-eventyr og kreativt papirklip i værkstedet, hvor eleverne selv kan prøve kræfter med klippekunsten.
Tilmelding
Tilmelding sker ved at kontakte Museumskoordinator, Anna Marie Falk, på info@museumforpapirkunst.dk eller tlf.: 6012 9492.
