Mulighed for flere butikker i Teknologiparken

Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

Lokalplan 27-032 er blevet godkendt af Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune. Det betyder, at der nu kan etableres to større udvalgsvarebutikker i Teknologiparken. 

Den nye lokalplan giver mulighed for, at der etableres detailhandel med særligt pladskrævende varegrupper, erhvervsformål i miljøklasse 1 til 3 og undervisningsformål, som der allerede er etableret i området. I den østlige del, som lokalplanen dækker, åbnes der op for virksomheder i miljøklasser op til klasse 5, hvormed der bl.a. kan etableres autoværksteder i området. 


Med lokalplanen bliver det muligt at etablere større butikker på minimum 800 m² og maximalt 2.780 m², som bymidten i Aabybro ikke giver samme mulighed for. I dag ligger der allerede et byggemarked, en autohandel, en maler og en uddannelsesinstitution i Teknologiparken.

”I Jammerbugt Kommune er vi også interesseret i, at der kan åbne store udvalgsvarebutikker, som ikke kan etableres i Aabybro bymidte. Placeringen ved Teknologiparken i Aabybro muliggør en udbygning af butiksstrukturen, der kan supplere den eksisterende detailhandel. Samtidig kan udvidelsen bidrage til et større og mere varieret butiksudbud, som igen kan have positiv effekt på indbyggertallet og detailhandlen generelt”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Jammerbugt Kommune har i dag konkrete forespørgsler på etablering af to udvalgsvarebutikker på ca. 1.800 m² og ca. 960 m² og en fastfood restaurant på ca. 720 m².

Lokalplanen har været i 8 ugers høring fra 6. juli 2020 til og med 31. august 2020. På baggrund af de indkomne høringssvar vil der i området blive mulighed for at etablere en pylon af samme højde, som den der i dag er ved McDonalds. Pylonen placeres ud mod Østergade. Derudover har høringssvarene ikke ført til ændringsforslag.