Indvielse af Moseby Bypark: Frivillighed og fællesskab skabte byens nye samlingssted
Søndag blev Moseby Bypark officielt indviet – et projekt, der er blevet til gennem lokale kræfter og stærkt sammenhold. I den anledning var formand for Fritid-, Kultur- og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune, Helle Bak Andreasen, inviteret til at holde tale.
Hun lagde ikke skjul på sin begejstring:
– Imponerende. Det er det ord, der falder mig ind, når jeg står her i dag. Imponerende, at vi nu står midt i Moseby Bypark, skabt på jeres initiativ, jeres indsats og jeres vilje, sagde hun.
Fra fodboldbane til bypark
Den nye bypark ligger på det område, hvor byens gamle fodboldbane i sin tid var samlingspunkt for sport, kammeratskab og stærke oplevelser. Ifølge Helle Bak Andreasen er det netop den arv, der nu lever videre i en ny form:
– Banen bliver til park – men ånden, fællesskabet og minderne lever videre, understregede hun.
Også det gamle klubhus har fået nyt liv gennem renovering og fungerer nu som ramme for fællesskab og aktiviteter i helt nye sammenhænge.

Frivillige kræfter gjorde forskellen
Talen var også en hyldest til de mange frivillige, der har lagt utallige timer i projektet:
– Uden de frivillige kræfter var der ingen Moseby Bypark. Frivillighed er hjertet, der banker i vores byer og landsbyer. Det er det, der gør forskellen mellem et sted, man bare bor – og et sted, man føler sig hjemme, lød det fra Helle Bak Andreasen.
Hun understregede samtidig, at kommunens rolle er at støtte og skabe rammer, men at det er borgernes engagement, der giver liv og skaber resultater.
Et sted for fællesskab og nye minder
Byparken er allerede tænkt som et naturligt samlingspunkt for både børn, unge og voksne. Her kan man lege, mødes, holde arrangementer eller bare finde ro i grønne omgivelser.
– En bypark er ikke bare et sted at gå tur. Det er et sted, der samler mennesker og skaber minder for nye generationer, sagde Helle Bak Andreasen.
Et varigt aftryk på Moseby
Selvom der undervejs har været udfordringer, har sammenholdet båret projektet igennem. Talen afsluttedes med en klar opfordring til fortsat at tage ansvar for, at byparken også fremover forbliver et attraktivt og levende sted.
– Kære Moseby – I har skabt noget, I kan være stolte af. Noget, der vil give livskvalitet for både jer selv og for kommende generationer. Tusind tak til alle, der har bidraget. Sammen har I sat et varigt aftryk på jeres by, sagde hun og ønskede tillykke med indvielsen af byens nye perle.



