Mogens Gade stopper som borgmester i Jammerbugt Kommune

Borgmester Mogens Gade
Borgmester Mogens Christen Gade. Foto: Jammerbugt Kommune
Print Friendly, PDF & Email

Mogens Gade stopper som borgmester i Jammerbugt Kommune

Siden kommunalreformen og dannelsen af Jammerbugt Kommune har det været med Mogens Gade som borgmester. Sent i går aftes meddelte han så, at tiden er inden for at stoppe som borgmesterkandidat for Venstre i Jammerbugt.

Venstre Jammerbugt skal dermed have fundet og valgt en ny borgmesterkandidat. Et valg, der forventes at finde sted den 16. april 2024. 

Sådan meddelte Mogens Gade partimedlemmerne, at han stopper som borgmesterkandidat: 

Vi står her midtvejs i denne byrådsperiode – og det er tidspunktet for, at vi traditionelt går i gang med dels at evaluere hvordan er det gået indtil nu – men jo også at se fremad – hvad skal vi nå inden valget – og hvilket hold og hvilket valgprogram sætter vi ind til det kommende kommunalvalg – den 18. november 2025.

Hele processen frem mod det kommende kommunalvalg skal jo allerede vedtages her på vores kommende generalforsamling for Kommuneforeningen den 14. marts – hvor også midtvejsevalueringen bliver et emne.

For 5 år siden – altså i 2019 – besluttede vi hjemme hos os, at valget i 2021 var det sidste hvor jeg ville stå i spidsen for Jammerbugt Venstre, som vores borgmesterkandidat – derfor var valgmødet i Thorup forsamlingshus den 11. november 2021 det sidste valgmøde som borgmesterkandidat.

Jeg er stadigvæk topmotiveret for opgaven – og føler stadigvæk, at jeg har noget at bidrage med til vores fællesskab Jammerbugt Kommune – så jeg stopper ikke som borgmesterkandidat fordi jeg er træt af jobbet – eller træt i det hele taget – tværtimod  –  og jeg  føler også, at der fortsat er stor opbakning – såmænd også til en periode mere – såvel hos os selv som hos vores mange samarbejdspartnere.

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over beslutningen gennem de seneste år – og ikke mange har været involveret og vidende om den – så jeg kunne jo sagtens lave det om – ikke mindst her i julen har det været et tema – for vi har jo som lokalpolitikere lovet at melde ud til organisationen her den 18. januar.

Men jeg tror stadigvæk beslutningen er den rigtige både for Jammerbugt Kommune, Venstre og for vores lille familie – derfor skal Jammerbugt Kommune have en ny borgmester senest 1. januar 2026 – og vi skal i Venstre have en ny borgmesterkandidat, som forhåbentlig kommer til at besætte borgmesterposten i vores dejlige kommune.

Det har til alle tider været en fornøjelse rent politisk at stå i spidsen for vores parti – siden valgkampen i Brovst i 2001 – frem til jeg den 5. april 2005 i Brovst Hallen blev valgt til Jammerbugt Venstres borgmesterkandidat – og så til nu her midtvejs i denne valgperiode.

Sammen har vi vundet samtlige valg – det skal vi gerne fortsætte med. Jeg er taknemlig for alle de oplevelser vi har haft sammen og ved at uden hver enkelt af Jer, så havde vi ikke stået her hvor vi står i dag – så foreløbig tak til Alle for det hele.

Jeg løber naturligvis ikke af pladsen og er som udgangspunkt klar til at stå i spidsen for vores Kommune valgperioden ud – og vil samtidigt opfordre til, at når vi finder en ny borgmesterkandidat, at vi så bakker 100 % op – så vi også fra 1. januar 2026 har borgmesterposten.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn