ForsideAndetMogens Gade med i nyt vækstteam | Skal skabe vækst og arbejdspladser...

Mogens Gade med i nyt vækstteam | Skal skabe vækst og arbejdspladser i Nordjylland

Syv regionale vækstteams skal undersøge, hvordan regeringen bedst investerer i lokale erhvervsfyrtårne, så hele landet kommer godt igennem coronakrisen. I Nordjylland vil vækstteamet fokusere på CO2-lagring og andre tiltag, der kan styrke den grønne genstart.

I Region Nordjylland er der den højeste CO2-udledning per indbygger i Danmark, hvilket skyldes udledninger fra cementproduktion og fossile kilder som kraftvarmeværker. Til gengæld peger undersøgelser også på, at områder som Hanstholm kan have gode forudsætninger for lagring af CO2. Udviklingen af CO2-lagring er et vigtigt tiltag i den grønne omstilling, ligesom virksomhederne kan få glæde af den bæredygtige omstilling. Vækstteamet skal derfor bl.a. se på, hvordan CO2-fangst og lagring kan skabe mere vækst i Nordjylland.


Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Vi skal blive endnu bedre til at udnytte det lokale unikke potentiale, for der er stor forskel på, hvad styrkerne er i Nordjylland, Bornholm og Fyn. Med de nye vækstteams vil vi netop skræddersy indsatsen, så vi på tværs af virksomheder, myndigheder og ildsjæle udvikler det lokale erhvervsliv og styrker den grønne genopretning. Behovet for stærke virksomheder er kun blevet endnu vigtigere efter corona, og her vil det nye vækstteam vise vejen mod vækst, nye nordjyske arbejdspladser og flere grønne løsninger.”

Vækstteamet i Nordjylland består af lokale nordjyske repræsentanter med et bredt kendskab til det lokale erhvervsliv, og formanden, som skal lede arbejdet bliver Michael Lundgaard Thomsen.

Formand og direktør for Aalborg Portland Michael Lundgaard Thomsen:

”Jeg er stolt over at skulle lede Vækstteam Nordjylland, som står over for en vigtig opgave. Der er et stort potentiale for grøn omstilling i Nordjylland, og med nedsættelsen af vækstteamet er der mulighed for virkelig at få skabt fundamentet for en grøn omstilling, der kan skabe nye vækstmuligheder for hele Nordjylland.”

Vækstteam Nordjylland arbejder til maj 2021, hvor vækstteamet skal give sine anbefalinger til regeringen.

9 lokale repræsentanter skal genstarte Nordjylland efter corona

Der står erfarne kræfter bag det nye vækstteam i Nordjylland med 9 repræsentanter fra erhvervsliv, fagbevægelsen, kommuner og erhvervshusene.

Lars Peter Christiansen, adm. dir., Thy-Mors Energi
Christina Ørskov, adm. dir., Orskov Yard A/S
Ulla Vestergaard, borgmester, Thisted Kommune
Jan. O Gregersen, formand for Dansk Metal Aalborg
Anna Kirsten Olesen, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation Nordjylland
Peter Rindebæk, CCO i Bladt Industries A/S, og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Mogens Gade, borgmester, Jammerbugt Kommune. Bestyrelsesformand for Erhvervshus Nordjylland
Hanne Kvist, marketing director, Royal Greenland, Næstformand for Erhvervshus Nordjyllands bestyrelse.
Dorte Maarbjerg Stigaard, innovationsdirektør ved Aalborg Universitet

Regeringen har sammen med Folketingets partier afsat 500 mio. kr. under årets finanslov fra det såkaldte REACT-EU-program til at realisere anbefalingerne fra de syv regionale vækstteams.

Rammerne for det danske REACT-EU-program fastlægges af regeringen og udmøntes efterfølgende af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der arbejder for at give danske virksomheder i hele landet de bedste udviklingsmuligheder gennem en lokalt forankret erhvervsfremmeindsats.

Det nordjyske vækstteam er ét ud af syv vækstteams fordelt i hele landet, som skal skabe udvikling og arbejdspladser i hele Danmark.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER