AF Mogens Bay (V), medlem af kommunalbestyrelsen, beskæftigelsesudvalget og Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget
Mogens Bay til Otto P. Kjær: Prøv at se muligheder og ikke begrænsninger
Jeg vil her forsøge at komme med min holdning og lidt fakta til dit debatindlæg som for nylig blev publiceret, her på jammerbugtposten.dk
Jeg tænker den store forskel på os to er, at jeg vælger at se muligheder, udvikling og vækst, hvor du mere har de kritiske briller på, når vi taler om nye og udviklende tiltag i vores by.
Skal vi virkelig fjerne 3 butikker for at gøre plads til parkeringspladser? Er et af de spørgsmål som du stiller.
For det første er der noget der hedder den private ejendomsret. Dette betyder, at det defineres som den retlige ret for en person eller en enhed til at have eksklusiv kontrol over en bestemt ejendom.
Dette betyder, at ejeren har ret til at bestemme, hvordan ejendommen skal bruges, hvem der har adgang til den, og hvordan den skal overføres til andre.
Så hvis denne dagligvarekæde, som nu er en del af projektgruppen, ønsker at købe en ejendom, og ejeren vil sælge, og der kan opnås enighed, så er der jo en handel mellem de to parter.
Om køberen så vælger at nedrive disse bygninger, ja det bestemmer den nye ejer, men skal selvfølgelig have en nedrivningstilladelse af kommunen.
Der er eksempler på huse i byer der nedrives, uden at der opføres nyt, så der blot ligger en åben jordplet midt i en hovedgade, hvilket efter min mening, langtfra hverken pynter eller er indbydende for en by.
Du skriver også i dit debatindlæg, at principperne i midtbyplanen ikke efterleves.
Midtbyplanen som vi i kommunalbestyrelsen godkendte i 2023, er en strategiplan og en eksempelplan for, hvordan den fremtidige plan og udvikling kan udfolde sig og gennemføres.
Det vigtigste i den plan var sikringen af midtbyen – og sikringen af at centerarealet ikke kom udenfor det nuværende, fx at der ikke kan etableres dagligvarebutikker på arealet vest for Netto.
Så en midtbyplan er en eksemplan for hvordan udviklingen kan ske, men en endelig plan vil altid kræve en præcisering via en lokalplan. Du har selv været medlem af kommunalbestyrelsen i det daværende Fjerritslev Kommune, så det burde du vide.
Du skriver også at en fjernelse af disse bygninger vil betyde, at der er færre muligheder for at drive butik i disse gader (Søndergade)
Som du har læst og set i skitseforslaget, så er der i projektet 500 m2 erhvervslokaler, som er i stueetagen ud mod Østergade og Søndergade og lige så ud mod torvet. Så skulle bygninger på Søndergade med butikker i, blive fjernet, så kommer der nye muligheder i det nye byggeri.
Desuden er der tomme erhvervslokaler i midtbyen, det tidligere solcenter ved siden af Lindstrøm og lokalerne ved siden af Steady Nomad i Vestergade, samt sikkert også i Østergade 3, når Feriepartner Jammerbugt flytter til den tidligere Sparekassen Vendsyssel bygning på Søndergade
Til slut i dit debatindlæg skriver du at kommunen overvejer om den skal støtte en nedrivning af den tidligere kro med 50%, som du ikke håber kommer fra kommunekassen.
Det kan jeg kun gætte på hvor du har fra, da det ikke indgår i den åbne sagsfremstilling, men jeg kan sige, at for at skabe udvikling i vores centerbyer, så kræver det flere aktører der spiller ind.
Det er primært investorer som det essentielle, eventuelle fonde og Jammerbugt Kommune.
For øvrigt er bygningen Fjerritslev kro i en sådan stand, at staten yder tilskud til en nedrivning, hvis vi som kommune også bidrager. Det er helt naturlig og en præmis, at vi som kommune bidrager til at udvikle vores byer.