ForsideJammerbugtMogens Bay: Kultur er velfærd – og bør fylde mere i den...

Mogens Bay: Kultur er velfærd – og bør fylde mere i den politiske debat

Af Mogens Bay (V), kommunalbestyrelsesmedlem Jammerbugt og kandidat til det kommende kommunalvalg

Kultur er velfærd – og bør fylde mere i den politiske debat

I den politiske debat – og især under valgkampen – fylder emner som ældrepleje, skoler og børnepasning meget. Det er naturligvis vigtige områder. Men én ting overses alt for ofte: kulturen. Kultur-, fritids- og foreningslivet er ikke luksus. Det er fundamentet i vores liv og en afgørende del af den velfærd, vi taler så meget om.

Kultur er ikke blot en udgift – det er en investering. Den skaber værdi, arbejdspladser og skatteindtægter. Når nogle af mine politiske kolleger kalder kulturen en udgiftspost og siger “de må da kunne klare sig selv”, afslører det en manglende forståelse for regnestykket. Hver krone investeret i kultur skaber aktivitet i butikker, restauranter og hoteller. Den lokale festival fylder overnatningssteder, skaber kø ved bordene og giver detailhandlen ekstra omsætning. Det skaber virksomheder, arbejdspladser, fællesskaber – og velfærd.

Under coronanedlukningen mærkede vi alle, hvor meget de lokale kulturtilbud betød. Da alt andet lukkede, var det kulturen, der skabte kontakt, empati og fællesskab. Da foreningslivet, museer, musikskoler og biblioteker lukkede, mistede mange deres eneste mødepunkt uden for hjemmet. Og da de åbnede igen, så vi, hvordan kulturen kunne hele og samle. Derfor bør kultur også være en del af valgkampens dagsorden.

Tag for eksempel VesterhavsRock – en af Jammerbugt Kommunes største events. Festivalen samler over 7.000 gæster og involverer næsten 400 frivillige. Det er fællesskab, venskaber, oplevelser og velfærd. Idrætscenter Jammerbugt har alle værelser og sengepladser booket i flere dage, og lokale erhvervsdrivende som elektrikere, tømrere og vognmænd er hyret ind. Byens handlende – bager, slagter, supermarkeder, vin- og grøntbutikker – leverer til festivalen. Udlejningsfirmaet Godik i Brovst har i 26 år leveret hegn, toiletter og mandskabsvogne. Her taler vi om millioner af kroner i omsætning.

Hvad ville Jammerbugt Kommune være uden de lokale foreninger, biblioteker, musikskoler, festivaler og museer? Ville det stadig være et sted, du havde lyst til at bo?

Kultur handler om vækst, fællesskab, sundhed, læring og bosætning. Det handler om fremtiden for vores kommune. Kultur er velfærd. Kultur er fundament. Uden kultur står vores byer på vaklende ben. Med kultur skaber vi lokalsamfund, hvor mennesker trives, mødes, lærer, arbejder og bliver boende.

I det parti, jeg er en del af, Venstre har vi en klar politik: Det gode kulturliv. Venstre har i hele Jammerbugt Kommunes levetid støttet kulturelle arrangementer og events i samarbejde med erhvervsliv, foreningsliv og ildsjæle – og det vil vi fortsætte med.

Vi vil sikre, at kulturtilbud prioriteres som en naturlig del af det gode liv for både børn, unge og voksne. Derfor vil vi i Venstre fortsat støtte kommunens kulturelle tilbud, lokale spillesteder, frivillige foreninger, lokalhistoriske arkiver, museer og egnssamlinger.

Kultur er ikke bare noget, vi har – det er noget, vi er.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER