Mobildækningen på Gjøl bliver nu forbedret

Gjøl
Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Efter flere forsøg er det nu lykkedes at få forbedret mobildækningen på Gjøl. Dette har været et ønske fra området – et ønske som kommunen sammen med teleoperatørerne gennem nogle år har arbejdet på.

I januar 2020 blev der rejst en mobilmast på adressen Drøvten 40, Gjøl/Aabybro. Nu bekræfter TDC NET, at de etablerer sig i mobilmasten, og de forventer at være i drift i masten inden sommerferien.


Borgmester Mogens Christen Gade er glad for, at det nu er lykkedes at få forbedret dækningen i området med TDC NET.

”Jeg ser det som en væsentlig forbedring for borgerne og erhvervslivet i området, at man nu kan se frem til også at få glæde af det nye 5G-netværk samt en markant øget dækningsgrad”, udtaler Mogens Christen Gade.

Med den nye placering i den 48 meter høje mast vil TDC NET levere endnu bedre mobildækning i området. TDC NET har som den eneste teleoperatør også dækket området indtil nu – dog fra en placering i en mindre skorsten.

Jammerbugt Kommunes Digitalisering- og IT–chef Morten Hedegaard håber på, at det nu også lykkes for H.H. Kamstrup A/S, der har rejst masten, at få Telenor/Telia og 3G til at etablere sig i masten, så alle borgere uanset hvilket teleselskab de benytter sig af i dag, kan få adgang til bedre dækning. 

Kommunen er i stadig dialog med teleoperatører om at øge mobildækningen i kommunen. Det sker som en del af det netop vedtagne handlingskatalog og målsætningen ”Det Digitale Jammerbugt”. Jammerbugt Kommune har modtaget ansøgninger om opsætning af master fra TDC NET forskellige steder i kommunen, og TDC NET har gennem det seneste år rejst og påbegyndt rejsning af 4 mobilmaster på andre lokationer i kommunen. 

TDC NET fortæller, at de glæder sig til at kunne forbedre deres dækningsareal i området, og de ser frem til det øgede samarbejde – ikke kun på Gjøl men også de andre steder i kommunen, hvor TDC NET og Jammerbugt Kommune er fælles om at sikre en god mobildækning.

”I TDC NET har vi en målsætning om at levere den bedst mulige digitale infrastruktur for hele landet. Vi er derfor rigtig glade for, at det konstruktive samarbejde med Jammerbugt Kommune nu har ført til en konkret og bedre løsning for borgerne på Gjøl”, afslutter Uffe Tomasson, Underdirektør fra TDC NET.