Efterladte sko på stranden udløste alarm – ingen personer fundet i vandet
Et par efterladte sko, en drikkedunk og en madpakke på stranden ved Amalievej ved Hvorup Klit gav torsdag eftermiddag anledning til en anmeldelse via alarmcentralen.
Ifølge politiassistent Ditte Andersen fra sagscenteret hos Nordjyllands Politi i Hjørring modtog politiet anmeldelsen torsdag klokken 15.30 via 112. Anmelderen fandt de efterladte ejendele på stranden og frygtede, at der kunne være tale om en person i nød.
Sagen blev vurderet af JRCC (Joint Rescue Coordination Centre), som står for koordineringen af redningsindsatser til søs.
Efter en vurdering fandt JRCC ikke grundlag for at tro, at der var personer i vandet, og der blev derfor ikke iværksat en redningsaktion.
Nordjyllands Politi oplyser desuden, at der ikke efterfølgende er indløbet yderligere anmeldelser i sagen, som derfor blev afsluttet uden yderligere tiltag.





