ForsideFjerritslevBridge i Fjerritslev fik besøg af skatteministeren

Bridge i Fjerritslev fik besøg af skatteministeren

Bridge i Fjerritslev fik besøg af skatteministeren

Der var både smil, genkendelse og god stemning, da bridge i Fjerritslev mandag den 2. februar fik fornemt besøg. Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen lagde vejen forbi Fjerritslev Bridgeklub på Aktivitetscentret på Tennisvej.

Besøget skete i forlængelse af beslutningen om, at bridgeklubber foreløbigt fritages for moms. Op til jul havde det ellers vakt stor bekymring i bridgemiljøet, da en EU-dom pegede på, at bridgeklubber kunne blive momspligtige. Kort før jul udtalte Skatterådet dog, at bridge kan momsfritages som kulturarv, og dermed blev moms på bridge udskudt.

Bridge i Fjerritslev undgår moms

Afgørelsen blev mødt med lettelse i mange klubber – også lokalt, hvor bridge i Fjerritslev spiller en vigtig rolle i foreningslivet. Derfor var ministerens besøg også en anerkendelse af den betydning, som bridgeklubber har som socialt og kulturelt fællesskab.

Lokalt gensyn for Ane Halsboe-Jørgensen

Omkring 30 seniorer havde fundet vej til det store lokale, da skatteministeren trådte ind. Glæden skyldtes dog ikke kun de afværgede momsregler. Ane Halsboe-Jørgensen er opvokset i Fjerritslev og var derfor et særdeles kendt ansigt for mange af deltagerne.

Stemningen var afslappet og præget af gensyn og lokale minder, hvilket satte en ekstra hyggelig ramme om besøget.

Prøvespil, kaffe og hyggelig snak

Besøget bød også på et lille prøvespil, hvor Ane Halsboe-Jørgensen fik kyndig vejledning af Birgit Tværgaard. Hun har spillet bridge i omkring 10 år og fungerer desuden som underviser på klubbens uddannelsesforløb for nye og kommende medlemmer.

Efter kortspillet stod den på kaffe, kage og hyggelig snak ved bordene, inden ministeren efter omkring en time igen satte kursen mod København og Christiansborg.

Fjerritslev Bridgeklub samler 80 medlemmer

Formand Kresten V. Jensen og bestyrelsessuppleant Erland S. Andersen var glade for både besøget og den fine opbakning, hvor 20 medlemmer havde taget sig tid til at deltage i en omgang bridge i Fjerritslev en mandag eftermiddag.

Fjerritslev Bridgeklub spiller til daglig hver tirsdag aften på Aktivitetscentret i Fjerritslev og har omkring 80 medlemmer, som er inddelt i fire niveauer. Ifølge de to bestyrelsesrepræsentanter giver niveaudelingen mere jævnbyrdige spil og gør det nemmere for både nye og erfarne spillere at være med.

Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen i og formand Kresten V. Jensen under besøget i Fjerritslev Bridgeklub. Foto: Jammerbugtposten.dk
Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen på besøg hos Fjerritslev Bridgeklub. Foto: Jammerbugtposten.dk
Birgit Tværgaard vejleder skatteministeren i et prøvespil hos Fjerritslev Bridgeklub. Foto: Jammerbugtposten.dk
Prøvespil med skatteministeren under kyndig vejledning fra Birgit Tværgaard i Fjerritslev Bridgeklub. Foto: Jammerbugtposten.dk
Birgit Tværgaard guider ministeren gennem et bridge-spil i Fjerritslev Bridgeklub. Foto: Jammerbugtposten.dk
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER