ForsideBlokhusMinisterbesøg i Blokhus: Hvordan skal 200 mio. kr. styrke turismen?

Ministerbesøg i Blokhus: Hvordan skal 200 mio. kr. styrke turismen?

Ministerbesøg i Blokhus: Hvordan skal 200 mio. kr. styrke turismen?

Blokhus dannede mandag eftermiddag rammen om et dialogmøde, hvor Venstre i Jammerbugt Kommune havde inviteret minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, Morten Dahlin (V), til en snak om, hvordan turisme kan skabe vækst og udvikling i landdistriktskommuner som Jammerbugt.

Omkring 20 lokale erhvervsfolk fra turismebranchen deltog i mødet, hvor der blev drøftet muligheder og udfordringer i sektoren. Blandt deltagerne var også Jammerbugts borgmester Mogens Gade (V) og Helle Bak Andreassen (V), formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, der begge i årtier har arbejdet for at styrke turismen i kommunen.

Borgmesterkandidat for Venstre i Jammerbugt, Christian Hem, bød velkommen og understregede i sin tale, at partiet ser turisme som et afgørende erhverv for kommunen.

„Turismen betyder meget for Jammerbugt Kommune, og derfor har vi bakket op om vores to store destinationer – Blokhus og Slettestrand. Vi har gennem tiden sikret opbakning til turistbranchen og vist viljen til samarbejde og netværk for at finde løsninger, der styrker erhvervet,‟ sagde Christian Hem.

Morten Dahlin var ikke kommet tomhændet til Blokhus – han havde fået en hjemmeopgave. Ministeren skulle sætte ord på, hvordan og ikke mindst til hvad regeringen har tænkt sig at støtte og motivere med de 200 millioner kroner, der er afsat til turisme. Det udløste naturligvis en livlig debat og meningsudveksling blandt de fremmødte.

I den forbindelse fortalte ministeren om gode erfaringer fra andre steder i landet, hvor virksomheder og foreninger i fællesskab har skabt en stærk fortælling om deres område eller et konkret tema. Han fremhævede også erhvervs- og mødeturisme som en oplagt mulighed for landdistrikterne. Netop den type turisme kan bidrage til vækst uden for højsæsonen og uden for de større byer, som traditionelt har tiltrukket erhvervsturister.

Sidst, men bestemt ikke mindst, blev mad- og gastroturisme også vendt. Ministeren understregede, hvordan turister i stigende grad har fået øjnene op for, at man spiser særdeles godt i Danmark. Vores restauranter bliver bedre og bedre, og mange steder lykkes det at skabe en fælles fortælling mellem by og land – hvor nærheden til produktionen af råvarer spiller en afgørende rolle for at skabe fantastiske kulinariske oplevelser.

„De 200 millioner kroner, som regeringen har afsat til turisme, skal bl.a. bruges til at motivere og støtte nogle af de initiativer og projekter, vi allerede kan se virker og skaber vækst i erhvervet,‟ forklarede Morten Dahlin.

Men udfordringerne blev også adresseret. En af de store barrierer for turismen i landdistrikterne er den manglende adgang til taxaer og offentlig transport. Ministeren anerkendte problemstillingen og medgav, at det er noget, der skal kigges nærmere på:

„Vi har lige talt om potentialet for vækst inden for mad- og gastroturisme, men det rimer dårligt med, at turisterne selv skal køre bil, hvis de vil nyde de gode spiseoplevelser. Derfor skal vi have en mere fleksibel kollektiv transport i landdistrikterne,‟ sagde Morten Dahlin.

Mødet i Blokhus blev en mulighed for at skabe direkte dialog mellem en minister fra Regeringen og de lokale erhvervsdrivende, som dagligt arbejder med at tiltrække turister og skabe vækst i kommunen.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER