ForsideDebatMinister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn: Vigtig dialog om fiskeriets...

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn: Vigtig dialog om fiskeriets fremtid

Af minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.

Vigtig dialog om fiskeriets fremtid


2021 er og bliver langt fra et år med havblik for vores danske fiskeri. Lige nu og resten af året kræver derfor tæt dialog hele vejen igennem, så vi kan fastholde vores stærke erhverv og fortsætte med at udvikle det i en bæredygtig retning.

Den største årsag til de rørte vande er følgerne af Brexit. Her forsvinder en række af de danske kvoter desværre, fordi Storbritannien får ret til en større andel i deres farvand.

Dansk fiskeri står til årligt at miste i omegnen af 180 mio. kr. alene i værdi af mistede kvoter. Dertil kommer et muligt tab i tilknyttede sektorer.

Løsningen kommer i form af midler fra EU, hvor vi har fået sat penge af til at kompensere for det danske tab. Penge, som vi fra politisk hold nu skal forhandle om udmøntningen af.

I regeringen ønsker vi, at pengene udmønter sig i en kompensation til de ramte fiskere. Samtidig vil jeg lytte til erhvervet for at finde frem til, hvordan vi bedst muligt tilpasser fiskeriet til den nye hverdag. Det er en vigtig dialog, som jeg prioriterer højt. Derfor er den allerede i gang, så vi hurtigst muligt står med en kompensationspakke, der skaber klarhed.

Et andet sted, hvor vi skylder fiskerne klarhed, er i vores igangværende forhandlinger i EU-regi med Norge og Storbritannien. De handler kort sagt om at få kvoterne for de fælles fiskebestande på plads, så vores fiskere ved, hvor meget de har adgang til at fiske i år. En proces, der er trukket ud, fordi Brexit-forhandlingerne først sluttede 24. december.

I den sammenhæng er det en stor prioritet fra min side, at der åbnes for adgang til fiskeri i norske farvande for danske fiskere. Jeg skubber på alle de steder, jeg kan, og jeg ved, at der arbejdes i døgndrift på at finde løsninger. Det skylder vi også fiskerne i disse tider med mange forandringer.

Ved siden af de aktuelle udfordringer skal vi se på, hvordan vi fastholder og udvikler vores stærke og bæredygtige fiskeri på den lange bane. Her er vi fra regeringens side optaget af at styrke den grønne omstilling. Det er et centralt element i de politiske forhandlinger om de kommende års støtteprogram til udvikling af fiskeriet, som jeg allerede har taget hul på med de politiske partier.

Med andre ord er der nok at se til på fiskeriområdet i øjeblikket. Derfor er min tilgang dialog og inddragelse, så vi sikrer, at vi kan holde fast i vores stærke erhverv og fortsætter med at udvikle det i en bæredygtig retning.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER