Af Thomas Ingemann Nielsen, cand.scient.soc., Afghanistan-veteran og frivillig sociolog i TFDI
Vi skylder mere end et “tak”
Vi er gode til at sige det.
Til soldaten. Til politibetjenten. Til brand- og redningspersonalet. Til ambulancepersonalet. Til sygehuspersonalet. Til fængselsbetjenten.
Tak for din indsats.
Men spørgsmålet er, om vi som samfund er lige så gode til at tage ansvar for det, der følger bagefter.
Når belastningen ikke forsvinder
Min egen undersøgelse blandt veteraner peger på, at det, der fylder mest, ofte kommer efterfølgende. Følelser ændrer sig over tid, mening kan blive til tvivl, og oplevelser kan vokse, længe efter man er kommet hjem .
Men det er ikke kun et veteranvilkår.
Problemet rækker langt ud over veteranerne. Forskning peger på, at det ikke kun er de voldsomme enkelthændelser, men også de mange gentagelser, der sætter sig. Frontpersonel rykker ud omkring 514.000 gange om året i Danmark, ofte til situationer præget af uforudsigelighed, voldsomhed og menneskelig krise .
Derfor giver det heller ikke mening kun at fokusere på diagnoser. I stedet bør vi se på, hvor mange der udviser psykiske belastningsreaktioner:
I alt blandt frontpersonel er det 14,5 %.
Fordelt på faggrupper:
Brand og redning 9 %.
Ambulance 11 %.
Politi 10,6 %.
Fængsel 27,5 %.
Kilde: FOA m.fl.
Ser vi bredere på både psykiske og fysiske belastningsreaktioner, er tallene endnu højere:
I alt blandt frontpersonel 22,3 %.
Brand og redning 27 %.
Ambulance 18 %.
Politi 15 %.
Fængsel 29 %.
Kilde: FOA m.fl.
Det vidner om et gennemgående strukturelt mønster i arbejdet med samfundets mest belastende opgaver.
Et strukturelt problem
Vi har en tendens til at gøre det til et individuelt problem.
Men det er det ikke.
Det er et strukturelt problem.
Som det også fremgår af forskningen, er belastningen en del af selve arbejdet. Uforudsigelighed, magtesløshed og gentagne voldsomme oplevelser er ikke undtagelser, men vilkår .
Frontpersonel, som TFDI definerer som brand, redning, sygehuspersonale, politi og fængselspersonale, arbejder under vilkår præget af:
gentagen eksponering for vold, ulykker og død,
høje krav til kontrol og handlekraft,
begrænset mulighed for at bearbejde oplevelser.
Samtidig halter systemet bagefter.
Kun omkring 5 % får en rehabiliteringsplan ved psykiatrisk kontakt, mod 27 % ved somatiske forløb.
Det betyder i praksis, at kommunerne ofte står med ansvaret, uden de nødvendige ressourcer.
Netop derfor er det afgørende at fastholde et simpelt princip.
Alle arbejdsopgaver skal kunne udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Det kræver samtidig, at vi holder fast i de etablerede systemer og lader de behandlingsansvarlige løfte deres ansvar i henhold til sundhedsloven.
Et spørgsmål om perspektiv
Hvis vi virkelig vil forstå alvoren, kan vi stille det på spidsen.
Vil vi acceptere, at hver 10. ambulance ikke dukker op?
At næsten hver 10. brand ikke bliver slukket?
Hver fjerde indsats flygter
Eller at omkring 10 % af politiudrykninger udebliver?
Selvfølgelig ikke.
Men det er i praksis det perspektiv, vi nærmer os, når en stor andel af frontpersonellet arbejder med psykiske og fysiske belastningsreaktioner.
Det er ikke kun et spørgsmål om trivsel.
Det er et spørgsmål om samfundets robusthed.
Veteraner og frontpersonel, samme ansvar
Politiforbundet har peget på, at hjælpen ikke bør afhænge af, om skaden er sket i Kabul eller i Danmark.
Det er en vigtig pointe.
Men det handler ikke om at vælge mellem veteraner og frontpersonel.
Det handler om at forstå, at de er en del af samme virkelighed.
De har alle stået i situationer, de færreste af os kommer tæt på.
Og de betaler alle en pris.
Fra ord til handling
TFDI arbejder for en bred national anerkendelse af frontpersonel og forsvarsansatte, og for bedre støtte til dem, deres familier og børn, samt politisk dialog og indflydelse.
Organisationer som Tak for din indsats spiller også en vigtig rolle.
Men civilsamfundet kan ikke løfte det alene.
Et konkret sted at starte
Derfor bør vi i de kommende kommunale budgetforhandlinger stille et andet og mere forpligtende spørgsmål.
Kunne en del af løsningen være, at kommunerne ansætter frontpersonel- og veterankoordinatorer?
En funktion, der kan:
sikre sammenhæng i indsatsen,
opspore belastningsreaktioner tidligt,
være én indgang for både veteraner og frontpersonel.
Hvad er et “tak” værd?
Hvis vi forventer, at nogle mennesker skal stå i situationer, de færreste af os nogensinde kommer tæt på, så må vi også tage ansvar for det, der følger bagefter.
De mennesker har også et nervesystem.
De har familier.
De har børn.
Dem må vi ikke efterlade.
For vi skylder at stå bag dem, som hver dag står bag os.
