Med Ny Mesterlæreordningen bliver min uddannelse meget mere praktisk

Anne Grønholt Madsen
Print Friendly, PDF & Email

Jeg har altid holdt meget af, at arbejde med mennesker, men jeg er ikke så glad for at gå i skole. Derfor er Ny Mesterlæreordningen helt perfekt for mig, siger Anne Grønholt Madsen, der er ved at uddanne sig til social- og sundhedshjælper på SOSU Nord. Anne og to andre elever har lige bestået grundforløbet til social- og sundhedshjælper gennem Ny Mesterlæreordningen og de er nu klar til at begynde på hovedforløbet. 

Jeg har altid holdt rigtig meget af, at arbejde med mennesker. De sidste 10 år har jeg fungeret som afløser og vikar i hjemmeplejen og på plejehjem og nu synes jeg, at tiden var inde til at tage uddannelsen til social- og sundhedshjælper. Jeg er faktisk begyndt på uddannelsen før, men droppede ud igen. Jeg har nogle indlæringsvanskeligheder, der gør det svært for mig at gennemføre en uddannelse. 


Det var min leder på det plejehjem hvor jeg arbejder, der foreslog at jeg kunne tage grundforløbet til social- og sundhedshjælperuddannelsen som Ny Mesterlæreelev. Som Ny Mesterlæreelev foregår det meste af grundforløbet ude i praksis, hvilket er helt perfekt for mig. Jeg lærer bedst ved at bruge mine hænder. Der er nogle af fagene på grundforløbet, der foregår på skolen. F.eks. naturfag, som skulle afsluttes med en eksamen. Jeg var simpelthen så nervøs, men det gik og jeg bestod i første forsøg. Der er sådan nogle oplevelser, der giver mig lyst til at fortsætte på hovedforløbet, for nu har jeg bevist at jeg godt kan.

Ny Mesterlære

Ny Mesterlære er en uddannelsesmulighed, der henvender sig til en meget bred målgruppe. Den passer særlig godt til elever, der gerne vil hurtigt i gang med det praktiske arbejde. Elever under Ny Mesterlære bliver hovedsageligt oplært hos en arbejdsgiver, i stedet for at følge grundforløbet på en social- og sundhedsskole. Varigheden af grundforløbet kan varer fra 20 til 40 uger, alt efter elevens behov. Når grundforløbet er bestået, er eleverne kvalificerede til at fortsætte på hovedforløbet.

Fra ufaglært til elev

Noget af det jeg synes, der er vildt godt ved at være Ny Mesterlæreelev, er netop at man får lov til at være elev. Når man arbejder som ufaglært prøver man selvfølgelig alt muligt, men som elev er der meget fokus på læring. Jeg er gået fra bare at udføre forskellige opgaver til at kende de bagvedliggende årsager og teorier til hvorfor det er vigtigt, at arbejdet bliver udført på en bestemt måde. 

En af fordelene ved at have erhvervserfaring indenfor social- og sundhedsområdet inden jeg begyndte på uddannelsen, er at jeg kender arbejdets præmisser indgående. Jeg ved godt hvor hårdt det ind i mellem er og at der somme tider både skal arbejdes om aftenen og i weekenden. Jeg ved der er mange med familie, der er bekymrede for om de nu kan få familieliv, uddannelse og job til at passe sammen. Min erfaring er, at det kan man altså godt. Det kræver bare en del planlægning. 

Gode kollegaer betyder alt

Jeg tror en af årsager til, at det går rigtig godt med uddannelsen, er min vejleder og mine kollegaer. De ved alle sammen godt at jeg har indlæringsvanskeligheder og de er fantastiske til at bakke mig op og støtte mig når det ind i mellem bliver svært. Det at jeg kan mærke deres opbakning giver mig lyst til at lære nye ting og yde en ekstra indsats. 

Det boglige har altid været svært for mig og jeg har altid skulle kæmpe for at lære ting på traditionel vis, men med den rette støtte og en god portion stædighed, kan det sagtens lade sig gøre, at tage en rigtig god uddannelse. 

Undervisning og eksamen
Et af elementerne i undervisningen ude i praksis er ugeopgaver. Hver uge får jeg stillet en opgave som jeg skal forberede. Når ugen er omme evaluerer jeg så opgaven sammen med min vejleder. På den måde kan min vejleder hele tiden følge med i hvor langt jeg er kommet i uddannelsen og om jeg har forstået det emne jeg netop har arbejdet med. 

Mit grundforløb har jeg lige afsluttet med en prøve ude i praksis. Jeg vidste selvfølgelig ikke hvad prøven kom til at omhandle på forhånd, kun at jeg skulle udføre en praktisk opgave f.eks. at hjælpe en borger med at få støttestrømper på. Mens jeg udførte opgaven, skulle jeg teoretisk redegøre for hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var rigtig spændende og jeg var lidt nervøs, men jeg føler mig klar til opgaven. Nu har jeg bestået grundforløbet og min plan er, at begynde på hovedforløbet på SOSU Nord.