ForsideFjerritslevLokalt pigtrådsband fejrer 50-års jubilæum med koncert på Torvet i Fjerritslev

Lokalt pigtrådsband fejrer 50-års jubilæum med koncert på Torvet i Fjerritslev

Lokalt pigtrådsband fejrer 50-års jubilæum med koncert på Torvet i Fjerritslev

FJERRITSLEV: Når McDovans indtager scenen på Torvet i Fjerritslev lørdag middag, bliver det ikke blot en koncert med masser af velkendte 70’er-hits. Det bliver også en fejring af et ganske særligt jubilæum. I år er det nemlig præcis 50 år siden, de fire musikere havde deres allerførste øveaften.

Historien begyndte en kold januardag i 1976 i et pivkoldt Telling Forsamlingshus, hvor fundamentet blev lagt til det, der skulle vise sig at blive et lokalt musikfællesskab med stærke rødder i Fjerritslev-området.

I dag består McDovans af Mogens Pedersen på keyboard og guitar, Christian Grishauge på trommer, Finn Jensen på bas samt Hans Erik Henriksen på guitar. Selvom medlemmerne gennem årene har spillet i forskellige orkestre, blev de genforenet i 2023 til det første Pop & Pigtrådsbal i Fjerritslev. Arrangementet blev en stor succes og blev gentaget i 2025 med fyldte haller. Den 3. oktober vender Pop & Pigtrådsballet tilbage endnu engang.

Lørdag får publikum mulighed for at opleve det lokale band helt gratis, når de leverer et energifyldt repertoire af klassiske hits fra 1970’erne midt på Torvet.

Musik i hele byen

McDovans’ jubilæumskoncert er samtidig en del af en weekend, hvor musikken kommer til at sætte sit tydelige præg på Fjerritslev.

Mens McDovans spiller på Torvet lørdag kl. 12.30, vil byens gader allerede være fyldt med besøgende til det populære Kræmmer- og Loppemarked, der afvikles fra kl. 9 til 14. Samtidig holder butikkerne åbent og byder velkommen til en weekend med masser af liv og aktivitet.

I den anden ende af byen gør VesterhavsRock klar til at fylde Bøgeskoven med tusindvis af koncertgæster og nogle af landets mest populære musiknavne. Dermed bliver Fjerritslev i den kommende weekend et samlingspunkt for musikelskere i alle aldre.

“Det er helt særligt, at vi kan fejre et lokalt bands 50-års jubilæum samtidig med, at VesterhavsRock samler tusindvis af mennesker i byen. Musikken bliver omdrejningspunktet for en weekend, hvor både lokale og gæster kan opleve den fantastiske stemning, som Fjerritslev er kendt for,” lyder det fra Fjerritslev Handelsstandsforening

McDovans spiller på Torvet i Fjerritslev lørdag den 1. august kl. 12.30.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER