Et koncertforedrag
Musikken, der indgår i tv-serien Matador, er et relativt uudforsket område, som Toner af Guld med stor entusiasme har kastet sig over. Tidens toner med Marguerite Viby, Leo Mathiesen og Ib Schønberg understreger stemninger af glæde, vemod, munterhed og drama.
Det samme gør Rødes bryllups-optræden, de tyske soldaters traurige lieder samt indslag på Postgaarden af finkulturel karakter. Toner af Guld guider publikum på en musikalsk tidsrejse fra 1929-1947, hvor genrerne er bredt repræsenteret med alt fra operette til revyviser og jazz. Numrene bindes sammen af små fortællinger om TV-succesen, musikken og perioden.
Toner af Guld, består af ægteparret Helle og Dynes Skovkjær, som gennem ni år har optrådt sammen ved talrige kirke- og sognekoncerter, private og offentlige arrangementer med et bredt repertoire, bestående af operette, musical, wienermusik, viser og evergreens.