ForsideBlokhusNy udstilling i Hune åbner døren til Mary Delanys botaniske papirunivers

Ny udstilling i Hune åbner døren til Mary Delanys botaniske papirunivers

Ny udstilling i Hune åbner døren til Mary Delanys botaniske papirunivers

Engelske Mary Delany begyndte først som 72-årig at skabe de botaniske decoupager, der senere blev kendt som Flora Delanica. Hun nåede at skabe 985 collager, og nu kan hendes særlige univers opleves på Museum for Papirkunst i Hune i en ny udstilling skabt i samarbejde med British Museum.

Museum for Papirkunst i Hune åbner den 3. oktober en ny udstilling, hvor papir, botanik, kunst og videnskab smelter sammen.

Udstillingen The Botanical World of Mary Delany præsenterer værker af den engelske kunstner Mary Delany, der levede fra 1700 til 1788.

Hun begyndte som 72-årig at skabe de botaniske decoupager, som skulle blive kendt som Flora Delanica. Frem til hun som 82-årig måtte stoppe på grund af svigtende syn, nåede hun at skabe hele 985 collager.

Op til 200 stykker papir i én blomst

Mary Delanys såkaldte papirmosaikker er kendetegnet ved en kombination af kunstnerisk talent og stor videnskabelig præcision.

Hun var i stand til at skære papirtyndt væv i forskellige farver og nuancer ud efter øjemål og arbejdede kun sjældent med forberedende tegninger. Til enkelte blomster kunne hun anvende omkring 200 stykker papir.

Ved næsten alle collager tilføjede hun desuden en etiket med både plantens latinske og almindelige navn.

Værkerne giver dermed ikke alene et indblik i Delanys kunstneriske evner, men også i hendes store interesse for havearbejde og botanik. Samtidig fortæller de historien om en ekstraordinær kvinde, der levede og arbejdede i oplysningstiden.

50 ikoniske værker kan opleves

På Museum for Papirkunst præsenteres 50 af Mary Delanys mest ikoniske værker i en moderne iscenesættelse, der sætter fokus på hendes teknikker og kunstneriske vision.

De originale collager er både små og meget skrøbelige. Derfor vises værkerne gennem højopløselige fotografier i mere end fire gange deres oprindelige størrelse.

Det giver publikum mulighed for at komme helt tæt på de mange små detaljer og få et særligt indblik i Delanys kreative arbejdsproces og bemærkelsesværdige færdigheder.

British Museum har givet Museum for Papirkunst eneret på at vise udstillingen i Danmark i udstillingsperioden.

Åbner med fri entré

Udstillingen åbner lørdag den 3. oktober klokken 14.00 med en velkomst af Museum for Papirkunsts direktør Britta Graae.

Herefter holder blomsterdekoratør og -designer Jonas Jensen åbningstalen. Han er tidligere nordisk mester i blomsterdesign.

Der er fri entré til åbningsarrangementet, hvor museet samtidig er vært ved en forfriskning.

Aktiviteter for både børn og voksne

Udstillingen henvender sig til både børn og voksne, og gæsterne får også mulighed for selv at arbejde kreativt med papir.

I museets værksted kan besøgende prøve kræfter med at lave collager af farvede stykker papir. I aktivitetskufferten findes blandt andet en lup, som kan bruges til at studere værkerne og deres mange detaljer endnu nærmere.

Mary Delany var en veluddannet kvinde med en stor interesse for både kunst, havearbejde og botanik. Efter hendes død i 1788 blev Flora Delanica i 1897 doneret til British Museum af hendes grandniece.

The Botanical World of Mary Delany kan opleves på Museum for Papirkunst, Ilsigvej 2 i Hune, fra den 3. oktober 2026 til den 26. september 2027.

Udstillingsarkitekt og kurator er Tina Midtgaard. Udstillingen er støttet af Ny Carlsbergfondet, Hoffmann og Husmans Fond, Knud Højgaards Fond, Oda og Hans Svenningsens Fond samt Kulturministeriet.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER