»Mange unge er vokset op med idéen om, at hvis du blev på landet, er du en af dem, der ikke lykkedes«

Lad de unge rejse væk, men hold kontakten til dem, mens der bygges et godt sted, de kan vende hjem til. Foto: Landdistrikternes Fællesråd

»Mange unge er vokset op med idéen om, at hvis du blev på landet, er du en af dem, der ikke lykkedes«

Sociolog Eva Mærsk har skrevet ph.d. om dem, alle kommuner vil have flere af: De unge. Hendes bedste råd lyder kort og godt: Lad de unge rejse væk, men hold kontakten til dem, mens I bygger et godt sted, de kan vende hjem til.

-- annonce ---

Rundt om i de danske landdistrikter bliver en masse børn til unge mennesker. Langt de fleste af dem begynder allerede i skolealderen at planlægge, hvor de skal flytte hen, når de er store nok til at stå på egne ben.

Lad os tage fat i en af dem og kalde hende Line.

Line vokser op i en almindelig dansk landsby, går i den lokale skole og spiller håndbold i den lokale hal. Den dag hun afslutter sin studentereksamen på det nærmeste gymnasium, ligger en nøje tilrettelagt plan klar og venter på hende. Planen har hun vendt og drejet med sin familie og sine venner, siden hun gik i 5. klasse. Den handler kort fortalt om, hvordan Line kommer væk fra landsbyen. For hele sit liv har Line vidst, at man skal flytte sig for at blive til noget.

– Der hersker en meget stærk samfundsnorm om det at flytte sig. Idéen om ’jeg flyttede ind til København og fik mit drømmejob’ passer bare bedre i vores samfundsideal end ’jeg blev boende i Vejen, blev frisør og var med til at bygge den lokale idrætsforening op’. Det fortæller vi ikke om, for det er ikke en sexet historie i et kapitalistisk videnssamfund som vores, fortæller Eva Mærsk, der er ph.d. i sociologi og kulturgeografi ved Syddansk Universitet og University of Groningen i Holland med fokus på unges flytninger og stedstilknytning.

Denne samfundsnorm stammer dels fra populærkulturen, hvor fortællingen om at tage på dannelsesrejse er fremherskende, men den overleveres også mellem generationer, forklarer hun. Dengang de unges bedsteforældre og forældre selv var unge, var det nemlig kun børnene med det højeste gennemsnit, der lykkedes med at rejse fra landsbyen til storbyen for at uddanne sig og blive en del af den akademiske elite. Derfor har vi over tid koblet geografisk mobilitet med social mobilitet, fortæller Eva Mærsk og tilføjer:

– Sådan er virkeligheden bare ikke helt længere.

Kampen om de unge

Modsat tidligere generationer er den nuværende nemlig underlagt en politisk beslutning om at øge uddannelsesniveauet. De unge skal uddanne sig, og de skal uddanne sig til højere niveauer end tidligere generationer. Både EU og Danmark har en ambition om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Og med små ungdomsårgange øger det kampen om de få unge, mener Eva Mærsk.

– Den problematik, vi står i nu, er strukturelt betinget. Politisk ønsker man et videns- og uddannelsessamfund, og det får de unge at vide hele deres liv. Vi har politisk besluttet, at rigtig mange unge skal tage en videregående uddannelse, og når langt de fleste videregående uddannelser ligger inde i byerne, jamen, så bliver de unge nødt til at flytte. Og det kan kommunerne ikke gøre så meget ved, siger hun og tilføjer:

– Problemet er, at tilstedeværelsen af unge er et vigtigt symbol for om et sted er i ”udvikling” eller i ”afvikling”, og derfor kæmper mange kommuner en kamp for at beholde dem. Det er dog en kamp, som er tabt på forhånd, for alle kan ikke holde på deres unge. Til gengæld flytter mange af dem tilbage igen senere i deres liv, og det mener jeg, man skal være langt mere optaget af.

Hvordan får vi Line hjem igen?

Ifølge Eva Mærsk er der nemlig en tendens til at betragte unges flyttemønstre for ensidigt. Kigger man på flytningerne gennem registerdata bliver det ofte en flytning fra A til B, og dermed afsluttes relationen mellem den fraflyttede unge og det fraflyttede sted.

Så enkelt er det bare ikke, mener sociologen. I stedet vil hun have kommunerne til i langt højere grad at betragte de unge gennem en optik, hun kalder ’elastisk tilknytning’.

Lad os illustrere det ved at vende tilbage til Line.

Når Line rejser væk for at realisere sin forberedte flytteplan, begynder hun måske sin flytterejse med at tage en bachelor i den nærmeste storby – for eksempel Esbjerg. Det går godt, og hun får blod på tanden – så rykker hun til Odense for at læse kandidaten. Er det en succes, søger hun sit første job i København. Men en dag står Line med sin lille ny familie og kigger længselsfuldt tilbage mod Vestkysten, hvor hun voksede op.

Og her har kommunerne et stort uforløst potentiale i at hente unge ”hjem”. Det kræver at man tør holde en snor i sine ’Line’er’, mens de er ude og prøve dem selv af.

– Hvis vi ikke begynder at betragte unges flyttemønstre som dynamiske, så glemmer vi alle ’Line’erne’. De er de fraflyttede og dermed ”de forsvundne børn”. Men det er en skam, for alle de mange ’Line’ere’ rummer store potentialer for kommunerne, siger Eva Mærsk.

For måske bevarer Line sin lokale tilknytning, mens hun bor i storbyen. Hun besøger sine forældre en gang om måneden, tager ind og ser håndboldkampene i sin gamle klub og holder stadig øje på de sociale medier med, hvad der sker i lokalområdet, og hvilke job der udbydes.

Med andre ord bevarer hun en stærk stedtilknytning, forklarer Eva Mærsk.

– Mange af de unge vælger aktivt stadig at være tilknyttet deres lokalområde – for dem handler det faktisk om en følelsesmæssig stedstilknytning. Og det bør og skal alle os i landdistrikterne være meget optagede af. For som kommune kan man gøre en del for at holde kontakten til de unge og vise dem alt det, man kan tilbyde – hvis man altså har noget at tilbyde, som er attraktivt for unge mennesker, understreger hun.

Jobs, jobs og jobs

Det handler helt konkret om, at kommunerne skal gøre deres ypperste for at få de unge til at tro på deres gamle lokalområde. Når de sidder med deres lille ny familie i Aarhus eller København, skal de få øje på alle de kvaliteter, der hersker lokalt. At skolen fungerer, at der er gode dagtilbud, at der er andre driftige mennesker, som får ting til at ske, at der er et velfungerende lokalsamfund og et sted, man kan leve et godt hverdagsliv. Og vigtigst af alt – at der er gode jobs. I sidste ende er det nemlig et godt job, der kan trække folk hjem igen, mener Eva Mærsk.

– Alle de her ’Line’er’ er vokset op med fortællingen om, at herude sker der ikke noget. Så medmindre kommunen lægger mange kræfter i at modbevise dén opfattelse og vise, at der er jobs, et stærkt foreningsliv og en hverdag, der kan gå op logistisk og tidsmæssigt, så får man ikke modbevist fortællingen. Det handler særligt om at tiltrække jobs til området ikke bare lokalt, men regionalt, så man får vist de her unge mennesker, at de har en fremtid på f.eks. Vestkysten, siger hun.

For mange unge er ikke alene tilknyttet til den kommune, de kommer fra, men til hele regionen. Det har en stærk værdi for mange at komme fra ’Sydfyn’ eller ’Vestkysten’, forklarer Eva Mærsk. Og det bør kommunerne udnytte ved at gå sammen om at styrke regionen. Det handler blandt andet om at bygge gode regionale jobbanker og stærke regionale uddannelsescentre, mener hun.

– Og så skal man lave en meget mere håndholdt indsats, hvor man holder snor i sine unge og rækker ud til dem med nye jobmuligheder. For det, jeg ser, er, at det eneste, som faktisk rigtig virker, er den håndholdte indsats.

Byg det gode sted at vende hjem til

Selvom Eva Mærsk anerkender, at det for mange kommuner og uddannelsesinstitutioner er ”ægte problematisk”, når de unge flytter, mener hun alligevel, at udviklingen bør mødes med mere ro end ængstelse.

– Som kommune er man simpelthen nødt til at gå med på præmissen om, at de unge flytter. For de skal væk og have en uddannelse. Derfor er det ikke et problem i sig selv, at unge mennesker flytter væk. Det er et symptom på, at der er nogle steder, der ikke virker så godt, som vi ønsker os, siger hun og understreger:

– I stedet kan man bruge tiden på at sørge for, at der er et rigtig godt sted, de kan vende hjem til. For det er det, det hele handler om: Har I et godt sted? Hvis I ikke har det, så skal I bygge et godt sted frem for at forsøge at tiltrække eller fastholde unge i håbet om, at de bygger det for jer.