Mange søger væk fra de hjemlige omgivelser i julen
Mange søger igen i år væk fra de hjemlige omgivelser og nyder juledagene i et af de danske sommerhuse. Det oplever man hos en af landets førende feriehusudlejere, DanCenter, der på trods af høj inflation og energikrise, kan melde om stigende antal bookinger i december. Ifølge feriehusudlejeren er der særligt tre fordele ved at holde jul i sommerhus, som forklarer den store interesse.
På trods af inflation og energikrise er de seneste års stigende interesse for at fejre jul i et af landets sommerhuse ikke forbi. Ifølge en af landets førende feriehusudlejere, DanCenter, oplever man nemlig i øjeblikket en stigende efterspørgsel på feriehuse i december, og det tyder således på, at de danske feriehuse atter står højt på ønskelisten i julen.
– Selvom mange naturligt nok er berørte over de økonomiske usikkerheder, som præger Danmark og Europa i øjeblikket, oplever vi lige nu det højeste antal bookinger i december i flere år. Antallet af bookinger ligger således knap 15 procent over niveauet for samme periode i 2020, hvor særdeles mange danskere søgte mod landets sommerhuse i juledagene under coronapandemien, siger service- og driftschefi DanCenter,Kaye Rosengaard,og uddyber:
–Over halvdelen af vores samlede bookinger i december finder sted mellem den 23. og 31. december, og meget tyder derfor på, at rigtig mange fejrer jul eller nytår i et af landets sommerhuse. Dermed fortsætter tendensen fra sidste år, og det er rigtig glædeligt, at flere og flere får øjnene op for at tilbringe juleferien i sommerhus.
Ifølge DanCenter er der særligt tre fordele ved at søge mod de danske feriehuse i juledagene, som forklarer den store interesse.
1. Find indre ro
Julen er en hyggelig tid, men for mange kan højtiden også være en stressende affære med gaveindkøb, julepyntning, rengøring og madlavning på to do-listen. Derfor kan en tur i sommerhus være en god måde at koble at af på ved at komme væk fra de vante omgivelser og således sætte hverdagens travlhed og bekymringer på pause. Det er tilmed muligt at tilvælge slutrengøring gennem de fleste udlejningsbureauer, så man får endnu mere tid til at sænke skuldrene og lade julefreden indtræde i samvær med familie og venner.
2. Minimer bekymringerne For mange danskere er der tradition for at samles med familie og venner til julemiddage, hvor middagsbordet foruden den klassiske julemad ofte er fyldt med både øl, vin og snaps. Ved at tilbringe julen i et sommerhus slipper man for at skulle bekymre sig om transporten hjem, og de voksne kan således nyde de våde varer med ro i maven. Samtidig får børn også glæde af den ekstra frihed og kan for eksempel nemt og hurtigt gå i seng, når trætheden melder sig.
3. Kombiner arbejde og hygge
I år falder julen til fordel for landets arbejdsgivere, og det betyder, at mange skal arbejde mellem jul og nytår. Men med sommerhusophold mellem jul og nytår kan arbejde og fornøjelse nemt kombineres. Størstedelen af landets feriehuse er udstyret med en stabil internetforbindelse, der gør det nemt at klare arbejdets gøremål væk fra de fysiske rammer på kontoret. Når dagens arbejde er udført og computeren slukkes, kan man således hurtigt blive en del af julehyggen med familien, hvilket kan gøre arbejdsopgaverne mere overkommelige.