På aftenens pressemøde i statsministerieret har Mette Frederiksen fortalt om planerne for en gradvis genåbning af Danmark efter påsken. Samtidig kunne hun fortælle, at mange af de indførte restriktioner i kampen mod corona-virus forlænges i længere tid.
Forsamlingsforbuddet mod af forsamle sig mere end 10 personer er blevet forlænget til den 10. maj, men forbud mod store forsamlinger som festivaller og markeder er blevet forlænget endnu længere – nemlig frem til august.
– Til alle jer, der har arbejdet hårdt med at planlægge festivaler, markeder og andre store begivenheder hen over sommeren, har jeg desværre en alvorlig melding. Forbuddet mod store forsamlinger fastholdes til og med august, sagde Mette Frederiksen på aftenens pressemøde.
– Jeg ved, det er en træls besked at få. I er mange ildsjæle, der har slidt og slæbt for at få de her arrangementer på benene. Arrangementer, hvor danskerne normalvis samles, glædes og nyder livet, sagde Mette Frederiksen.
Statsministeren fortalte desuden, at regeringen nu vil kigge på, om de økonomiske hjælpepakker også er ordentligt dækkende for disse arrangementer.
Frem til den 10. maj vil grænserne også fortsat være lukkede. Det samme gælder biblioteker, kirker, foreninger, storcentre samt blandt andet frisører og restauranter.
Videre hjælp til erhvervslivet skal drøftes i folketinget
Regeringen vil indkalde partierne i folketinget for at diskutere en forlængelse af hjælpepakkerne til de danske virksomheder. Især til de mindre erhvervsdrivende.
– Vi har en robust økonomi i Danmark og et robust erhvervsliv, men man skal ikke tage fejl af, at en lille selvstændig eller et liberalt erhverv har brug for likviditet og håndsrækning til at kunne klar det, siger Mette Frederiksen, der havde et klart budskab til landets banker:
– Mit budskab til bankerne er: Hjælp jeres kunder igennem det her. Vis samfundssind og hjælp de erhvervsdrivende. Det handler om at holde hånden under dansk økonomi.