Nyt motionstilbud for de 60+ starter i Halvrimmen
Mandagsklubben og idrætsforeningen i Halvrimmen har, i samarbejde med DGI Nordjylland, planlagt et nyt tilbud om motion for de godt og vel voksne på 60+, nemlig Mandagsmotion.
Som navnet antyder, finder det sted på mandage, første gang mandag d. 19. januar kl. 14 i ØAH-Hallen i Halvrimmen.
– Ideen er at tilbyde anderledes motion og samvær for alle interesserede ældre, uanset hvor de bor, siger formanden for Mandagsklubben, Marianne Hollner.
– Hele sommerperioden går vi udenfor og spiller krolf, og det er der vældig stor tilslutning til. Nu vil vi undersøge, om vi ikke kan flytte krolf og andre sjove former for motion indendørs i vinterhalvåret.
Der er mange muligheder for at få rørt sig, også selvom man måske er gangbesværet eller i det hele taget er lidt slidt, og det, vi vil byde på nu, er noget sjovere end stolegymnastik og den slags.
– Vi får stor hjælp fra DGI, der hjælper os i gang, og hvis man er med fra starten, kan man også være med til at bestemme programmet for vinterens mandagsmotion.
Der bliver blandt andet mulighed for at stifte bekendtskab med sportsgrenen bowls, en form for tæppebowling, indendørs krolf og pickleball, der spilles over et lavt net. Og DGIs konsulent har mange andre idéer til, hvordan man kan have det sjovt, samtidig med at kroppen bliver rørt, og man er i godt selskab.
– De første fire mandage er der gratis adgang, ligesom DGI byder på kaffe og kage efter motionen. Herefter vil der være mulighed for at fortsætte med mandagsmotion med et sæsonkort til 150 kr.
Hvis man har lyst, kan man efter kaffen fortsætte med at hygge sig med hinanden i hallens cafeteria.
Vil man vide mere om Mandagsmotion, kan man skrive til mariannehollner@gmail.com


