ForsideAabybroMalou Skeel: Mindre førskole klasser skal gøre vores børn skoleklar

Malou Skeel: Mindre førskole klasser skal gøre vores børn skoleklar


Mindre førskole klasser skal gøre vores børn skoleklar

Af Malou Skeel, Regionsrådsmedlem RN (V)
– Kandidat til Kommunal- og Regionsvalg i Jammerbugt og Nordjylland

Vi har mange forskellige skoler i Jammerbugt – og sådan skal det så langt som muligt blive ved med at være. Vores skoler er ikke bare steder, hvor børn lærer at læse og regne. De er samlingspunkter i vores lokalsamfund, og de er helt afgørende for vores børns dannelse og fremtid.

Men vi står med en udfordring. For mens vores lærere hver dag gør deres bedste, viser undersøgelser og reportager – senest i TV – at lærere kan blive afbrudt op til 99 gange i løbet af én lektion. Det er umuligt at skabe ro, læring og trivsel under de vilkår. Vi er nødt til at få roen tilbage i klasselokalet.

Det ideelle ville naturligvis være at halvere de store klasser, men det er lettere sagt end gjort. Vi mangler både lokaler og ressourcer – og lærere. Derfor må vi tænke anderledes.

Efter mange samtaler med både lærere, forældre og lærerstuderende står det klart for mig, at en vigtig del af løsningen er at gøre både børn og forældre mere skoleklar.

Når børn starter i skole, skal de helst allerede have lært nogle helt basale ting: at sidde stille i kortere tid, at kunne modtage en kollektiv besked, at gå tur to og to, at møde til tiden, at have en madpakke med og et penalhus, hvor blyanterne er spidsede. De skal også lære at vise respekt – både for læreren og for fællesskabet.

En enkel og realistisk måde at styrke skolestarten på kunne være, at alle børn i de tre måneder inden skolestart deltager i mindre grupper på maks. 14 elever. Her kan lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere i fællesskab lære børn og forældre bedre at kende. Det vil skabe tryghed, give et stærkere samarbejde mellem skole og hjem – og sikre, at børnene bliver inddelt i de endelige 0. klasser på en mere bedre måde.

Det handler i bund og grund ikke om flere regler, men om bedre forberedelse. Vi kan give vores børn en langt bedre skolestart, hvis vi hjælper dem til at være klar – og hvis vi tager ansvar for, at vores børn møder skolen med de bedste forudsætninger for at trives og lære.

Lad os sammen gøre vores børn skoleklar.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER