ForsideJammerbugtMalou Skeel: Budget 2026: Et stærkt løft for sundheden i Nordjylland

Malou Skeel: Budget 2026: Et stærkt løft for sundheden i Nordjylland

Malou Skeel Regionsrådsmedlem (V) – Kandidat til Kommunal- og Regionsvalg 2025

Budget 2026: Et stærkt løft for sundheden i Nordjylland

Alle partier i Regionsrådet er blevet enige om budgettet for 2026. Det er et stærkt signal om, at vi i Nordjylland formår at samarbejde på tværs af partipolitiske skel – med borgernes sundhed som fælles mål.

Et regionsbudget er i høj grad bundet op på den daglige drift, men i år har vi formået at finde et økonomisk løft på hele 236 mio. kr. Det er midler, der vil kunne mærkes af både patienter, medarbejdere og alle nordjyske borgere.

Ventetiderne ned – kvaliteten op
Et af vores vigtigste fokusområder er at nedbringe ventetider. Derfor er vi særligt glade for, at:

  • Over 45 mio. kr. går til demens-, høre- og øjenområdet samt til ortopæd- og urinvejskirurgi.
  • Over 30 mio. kr. styrker psykiatrien – blandt andet med vederlagsfri psykologhjælp til børn og unge med angst og depression, hurtigere udredning af ADHD og autisme samt nye tilbud til voksne, herunder banebrydende avatar-terapi.

Mest udsatte i fokus
Som forperson for Udsatterådet glæder jeg mig især over, at vi har haft blik for samfundets mest udsatte. 7,5 mio. kr. målrettes indsatser, der gør en forskel:

  • Styrkelse af flexteams, som binder somatik, psykiatri og kommune bedre sammen.
  • 2 mio. kr. til Reden Aalborgs Kvindelance og sundhedsklinik.
  • 2,8 mio. kr. til Omsorgscenter Nordly.
  • Fortsat videreuddannelse i udsattefaglighed i samarbejde med UCN.

Investering i fremtidens sundhedsvæsen
Vi ser også fremad og investerer i at bringe behandling tættere på borgerne:

  • Over 50 mio. kr. går til det nære sundhedsvæsen – med fokus på sundheds- og omsorgspladser, flere akutsygeplejersker, forebyggelse og rehabilitering samt bedre opfølgning på bl.a. diabetes og KOL.
  • Hertil afsættes næsten 30 mio. kr. til uddannelse af flere akutsygeplejersker og flere praktiserende læger.

En reform på vej – et samarbejde i ryggen
Med sundhedsreformen forude er det afgørende, at vi i Nordjylland fortsat bygger på vores styrke: at vi lytter til hinanden og samarbejder på tværs – også når der er langt mellem os geografisk. Det er netop denne evne, der vil sikre, at nordjyderne får de bedst mulige sundhedstilbud tæt på hverdagen.

Budget 2026 er ikke bare et talpapir – det er et løfte om, at vi som region tager ansvar for fremtiden.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER