ForsideJammerbugtMaj Kær jubler over generøs donation – nu bliver forening for pårørende...

Maj Kær jubler over generøs donation – nu bliver forening for pårørende til virkelighed”

Print Friendly, PDF & Email

”Maj Kær jubler over generøs donation – nu bliver forening for pårørende til virkelighed”

Den nordjyske fond Melsen Fonden har doneret 450.000 kr. til foreningen Værdig, som er stiftet for at sikre en værdig håndtering af pårørende til blandt andet organdonorer. Donationen skal være med til at understøtte foreningens daglige drift, udvikling af nye tiltag og udbredelse af oplysning om organdonation, så pårørende får den hjælp, de har brug for.

I det første halvår af 2024 gav 61 afdøde organdonere livsvigtig hjælp til alvorligt syge patienter, viser de nyeste tal fra Dansk Center for Organdonation. En af dem var Maj Kærs 14-årige søn Victor, da han på tragisk vis mistede livet til aggressiv meningitis. Men efter beslutningen om at donere sønnens organer stod familien alene tilbage uden hjælp og støtte bagefter.

Derfor har Maj Kær valgt at stifte foreningen Værdig, som netop har fokus på pårørende og forbedring af processen omkring organdonation. Dog manglede Værdig økonomisk støtte, inden foreningen kunne se dagens lys, men nu har nordjyske Melsen Fonden valgt at donere 450.000 kr. til foreningen.

– Efter vi mistede vores søn og undervejs i hans liv, kunne jeg se, at der var et hul i systemet, når det kommer til at sikre en værdig håndtering af pårørende. Derfor ønskede jeg at gøre en forskel, hvilket jeg tror på, at vi kan gennem Værdig, som eksempelvis skal bidrage til, at pårørende får den nødvendige støtte i forbindelse med organdonation, forklarer stifter af Værdig, Maj Kær og fortsætter:

– Dog er det virkelig omkostningstungt at stifte en forening. Derfor er jeg også utrolig taknemmelig for den donation, vi har fået fra Melsen Fonden. Det havde nemlig ikke været muligt at realisere Værdig uden deres hjælp. Men nu har vi fået økonomisk dækning til den daglige drift, markedsføring og udvikling af nye tiltag, hvilket giver os den nødvendige stabilitet i foreningens opstart – samtidig med at det gav mig mod på at søsætte projektet, fordi jeg oplevede, at andre også så relevansen i det.

Donationen fra Melsen Fonden har blandt andet bidraget til, at det er blevet muligt at udarbejde en ny brochure i samarbejde med Region Nordjylland og Dansk Center for Organdonation, som skal informere og støtte pårørende til organdonorer.

Mærkesag for nordjysk fond
Hos Melsen Fonden – der blev stiftet i 2020 med midler fra boet efter afdøde Svend Melsen, stifter og tidligere ejer af Melsen Tech – glæder man sig over muligheden for at kunne støtte op om en nordjysk forening, der gør en reel forskel for pårørende til organdonation:

– Vi er fulde af beundring over Majs beslutning om at skabe en forening, der adresserer et så vigtigt behov i samfundet. For der er ingen tvivl om, at Værdig er en værdifuld tilføjelse til at sikre et bedre beredskab for pårørende til organdonorer. Derfor er vores håb også, at vores donation vil hjælpe med at sikre, at alle, der står over for en sådan udfordring, får den støtte og vejledning, de har brug for, lyder det afsluttende fra bestyrelsesformand i Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen.

Maj Kærs store arbejde med foreningen Værdig er netop blevet anerkendt, da hun til Aalborg Awards 2024 blev kåret som årets ildsjæl i Aalborg.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER