ForsideJammerbugtMæt af kærlighed: Overvægt truer danske hunde

Mæt af kærlighed: Overvægt truer danske hunde

Mæt af kærlighed: Overvægt truer danske hunde

Fordi kiloene sniger sig på gradvist, kan det være svært for hundeejeren at opdage, hvis hunden er blevet for tyk. En ny undersøgelse foretaget for Agria Dyreforsikring viser, at kun 10 procent af danske hundeejere anser deres hund for at være overvægtig, hvilket ikke helt harmonerer med den fremherskende opfattelse blandt dyrlæger, der anslår, at mindst 20 procent af de danske hunde er overvægtige, oplyser Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.

Kun 10 procent af danske hundeejere vurderer, at deres hunde er overvægtige. Det viser en ny undersøgelse foretaget for Agria Dyreforsikring.

-Når vi sammenholder undersøgelsens resultater med et studie fra Københavns Universitet fra 2020, er der noget, der tyder på, at der er behov for oplysning til nogle af de danske hundeejere. Studiet viste, at hver fjerde danske hund var overvægtig, og den tendens er fint i tråd med det, vi oplever knap fem år senere, siger Lotte Evers, hundeekspert og marketingchef i Agria Dyreforsikring.

-Som hundeejere går vi og kigger på vores hunde hver dag, men når en vægtøgning sker gradvist, risikerer vi ikke at opdage, når hunden er blevet for tyk. Samtidig ved mange hundeejere ikke, hvordan en normalvægtig hund skal se ud, eller hvordan de skal vurdere hundens huld, hvis de ikke får den op på vægten. Men det er en god idé at sætte sig lidt ind i det, mener Lotte Evers.

Der er stor variation i kropsformen fra hunderace til hunderace og blandt blandingshunde, så det er svært at give et endegyldigt svar på, hvad du skal kigge efter, når du skal vurdere hundens huld. Lotte Evers byder dog ind med følgende tommelfingerregel:

-Du skal kunne mærke, men ikke se, hundens ribben, når du rører den på siden af brystkassen. Du skal også kunne se en markering af taljen, når hunden står, og du kigger ned på den ovenfra. Har du en hund med stor pels, må du være ekstra grundig og tage hænderne i brug, da der hos nogle hunde kan gemme sig en overraskelse under pelsen.

Fedme fører til livsstilssygdomme

Ligesom overvægtige mennesker risikerer at pådrage sig en række livsstilssygdomme, gør det samme sig gældende for hunde.

– Overvægtige hunde døjer ikke kun med skelet- og ledproblemer, men også med hjerte-, nyre- og leversygdomme, sukkersyge, pankreatitis, nedsat immunforsvar, vejrtrækningsproblemer samt mave- og tarmproblemer. De er også i højere risiko under anæstesi – alt sammen noget, som kan bidrage til en nedsat levetid for hunden, for ikke at tale om en nedsat livskvalitet til hverdag, siger Lotte Evers. Hun påpeger desuden, at risikoen for mange af de ovennævnte sygdomme stiger i takt med hundens alder. Derfor er det vigtigt at holde din hund normalvægtig, selv når den bliver ældre eller neutraliseret.

Hvor meget er for meget?

De hundeejere, der deltog i Agrias undersøgelse, blev også spurgt, om de giver deres hund ekstra godbidder eller mere mad end anbefalet. 65 procent svarede ja, og godt seks ud af ti svarede, at det får dem til at føle sig kærlige og venlige, når de giver deres hund godbidder. Kun seks procent føler skyld, når de flotter sig med at give for mange godbidder til deres hund.

Foderposerne har normalt påtrykt en anbefaling om, hvor meget hunden skal spise, men fodermængden skal justeres ud fra din hunds aktivitetsniveau og eventuelt andet foderindtag.

– Brug et målebæger eller en vægt, når du fodrer din hund, så du sikrer, at den får den rigtige mængde hver gang, råder Evers.

Madrester og godbidder

-Et halvt stykke rugbrød med leverpostej kan virke som lidt for dig, men det kan være lige netop de ekstra kalorier, der gør, at hunden tager på, siger hundeeksperten. Hun foreslår at måle hundens daglige foderration af om morgenen og udskifte nogle af de daglige godbidder med foder fra den afmålte dagsration.

Hold hunden i form

-Hvis hunden er neutraliseret (steriliseret eller kastreret), vil dens stofskifte sænkes, og samtidig øges appetitten hos mange hunde. Så hvis din hund for nylig er blevet neutraliseret, bør du være ekstra opmærksom på mængden af mad og motion, siger Evers. Hun anbefaler at tilpasse den daglige mængde motion efter hundens størrelse, alder og form og foreslår at gå ture forskellige steder, hvor hunden kan løbe rundt i varieret terræn.

Fakta

-10 procent af danske hundeejere vurderer, at deres hunde er overvægtige.

-Ingen af de danske hundeejere, dvs. 0 procent, vurderer deres hunde til at være decideret fede.

-65 procent af danske hundeejere giver deres hund mere mad eller godbidder end anbefalet.

-59 procent af de danske hundeejere føler sig kærlige og omsorgsfulde, når de giver deres hund ekstra godbidder.

-6 procent føler sig skyldige, når de giver deres hund for meget mad.

Undersøgelsen blev gennemført af analysevirksomheden Xtreme på vegne af Agria i december 2024 på baggrund af interviews med 305 hundeejere.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER