Målfest eksploderede i Skovsgaard
Det var en uventet lun eftermiddag i september. Let overskyet, 22 grader – og en vind, der føltes som føntørrer. Den livlige fodboldkamp selvantændte nærmest også omgående i varmen, og målfesten eksploderede.
Skovsgaard vandt lørdag en knusende hjemmesejr på 7-3 over Skjold Sæby og holder sig dermed på en førsteplads i Jyllandsserien 2.
Skovsgaards trænerstab forventede det nærmest også på forhånd: Kampen stod mellem de to mest scorende hold i rækken; to fodboldhold, som virkelig gider at angribe. For godt en måned siden spillede de 3-3 mod hinanden i Sæby.
Allerede efter det første kvarter var hjemmeholdet foran 3-0, og Sæby reducerede på straffespark til 3-1 kort inden pausen.
Kort efter pausen øgede gæsterne fra Vendsyssel spændingen med en reducering til 3-2. Lidt senere var det Skovsgaards tur til at score på straffespark, så det blev 4-2, og midt i anden halvleg lagde hjemmeholdet afstand med turbo, da Gustav Nielsen scorede to mål på kun cirka to minutter.
Sæby gjorde 6-2 til 6-3 men var helt udspillet for håb. Hjemmeholdets Daniel Johansen, som først åbnede festen med sit 1-0 mål, lukkede også selv festen med målet til 7-3.
Det blev altså mere end let for de 350 medlevende tilskuere på Skovsgaards hjemmebane ‘Iver Park’ at holde varmen.
‘Humlebiernes’ næste opgave i Jyllandsserien 2 er søndag den 28. september klokken 15.00, hvor Thisted FC’s andethold er værtshold på Lerpytter Anlæg i Thy.
Fakta om kampen: Skovsgaard-Skjold Sæby 7-3
Se Skovsgaards resterende kampe i efteråret
Se hele stillingen i Jyllandsserien 2 Pulje 3

