Lys i vinduerne i by og på land – Venstre Jammerbugt har offentliggjort deres valgprogram

Venstre Jammerbugt
Mogens Gade og Morten Grønborg Larsen Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Valg til Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt og alle andre kommuner i Danmark afholdes den 16. november 2021.  Venstre Jammerbugt har netop præsenteret partiets valgprogram for den kommende valgperiode 1. januar 2022 – 1. januar 2026.

Sammen mod fremtiden – Lys i vinduerne i by og på land

Hotel Søparken i Aabybro dannede den 17. august rammerne for præsentationen af Venstres valgprogram for den kommende valgperiode 1. januar 2022 – 1. januar 2026.

Formand for Venstre Jammerbugt Morten Grønborg Larsen og partiets spidskandidat, nuværende borgmester Mogens Christen Gade satte ord på arbejdet med produktionen af indholdet i den 20-siders tryksag, Sammen mod fremtiden – Lys i vinduerne i by og på land. Valgprogrammet er tydeligt og klart formuleret med en række konkrete og dermed målbare udsagn om den politik, som Venstre Jammerbugt vil gennemføre i den kommende valgperiode.

  • Da vi blev Jammerbugt kommune i 2006, havde vi ingen penge, som i ingen penge. Gennem årene har vi fået foden under eget bord og har de seneste år kunne realisere mange små og flere store anlægsprojekter.
  • Venstre har siden kommunens start været den største gruppe i Kommunalbestyrelsen, men vi har altid søgt og lykkes med det brede politiske samarbejde på de store aftaler som konstituering- og budgetaftalerne. Seneste eksempel er budget 2021, som har alle kommunalbestyrelsens 27 medlemmer bag sig. Og det vil vi fortsætte med i kommende periode, slog Mogens Gade fast ved præsentationen af Sammen mod fremtiden – Lys i vinduerne i by og på land.

Det gode liv
Valgprogrammet Sammen mod fremtiden – Lys i vinduerne i by og på land fortæller hvorledes Venstre Jammerbugt vil udvikle Jammerbugt kommune den kommende periode og Det gode liv er helt centralt i valgprogrammet. Det gode Børneliv, Det gode skoleliv, Det gode senior liv, Det gode handicap liv, Det gode Familieliv, Det gode arbejdsliv og Det gode erhvervsliv. I alt 18 punkter er listet op i valgprogrammet. 

Det, vi siger før valgene, gælder også efter valgene.

  • Med dette valgprogram ligger vi frem, hvilke primære fokusområder som Venstre vil udvikle og skabe endnu bedre rammer for det gode liv i Jammerbugt kommune. Vi har et godt og stort kandidathold fra alle egne af kommunen og det er vigtigt for at drive hele kommunen. Vi vil være garant for en decentral struktur som muligt.
  • Jammerbugt kommune ledes af kommunalbestyrelsen på baggrund af indstillinger fra fagudvalgene, som har fingeren på pulsen, hvilket gør at vores politiske arbejde og beslutninger er tæt på borgerne – Politik handler om dialog, gensidig tillid og med vores konkrete valgprogram kan vælgerne så også præcist se, hvad de får med Venstre-mand for bordenden, slutter Mogens Christen Gade.

Ved valget i 2017 fik Venstre Jammerbugt 10.436 stemmer. Mogens Christen Gade fik heraf de 3.112 som personlige stemmer.