Jammerbugt Kulturskole og Sundhedsafdelingen i Jammerbugt Kommune gik i 2018 sammen om at fortsætte det succesfulde lungekor, der året inden blev startet af den lokale lungeforening. Jammerbugt kommune tilbyder således, som en fast del af kulturskolens tilbud, korsang for borgere med KOL eller anden lungelidelse.
”I lungekoret kan man dyrke sangglæden i trygge rammer og sammen med ligesindede. Initiativer fra andre kommuner viser, at netop korsang kan give mennesker med lungesygdom bedre kontrol over vejrtrækningen, hvilket også kan bruges til at tackle hverdagen. Vi er derfor meget glade for at vi i samarbejde med kommunens sundhedsafdeling fik mulighed for at videreføre det succesfulde kor”, lyder det fra kulturskoleleder Henrik Hammer.
Sundhedsafdelingen i Jammerbugt Kommune glæder sig også over, at kommunen har et lungekor og ser det som en god træning for patienterne. Og afdelingen har fået meget positiv feedback fra de borgere, der deltager i koret.
”Tilbagemeldingerne er, at deltagelse i lungekoret giver dem stor glæde, mere energi og en følelse af samhørighed. Sang er med til at træne og forbedre vejrtrækningen og kan hjælpe til, at man får udnyttet sin lungefunktion bedre. Det er således et rigtig godt supplement til almindelig træning for lungepatienter”, fortæller sygeplejerske Violeta Cmiljanic.
Lungekoret er et gratis tilbud for alle kommunens borgere med en lungesygdom. Det er ikke en forudsætning for at deltage, at man har erfaring med sang. Det vigtigste er, at man har lyst til at synge og være sammen med andre. Udover at synge laver kormedlemmerne vejrtrækningsøvelser, stemmeøvelser og kropsøvelser, hvilket i længden vil gøre det nemmere at kontrollere åndedrættet. Og det hele foregår under kyndig og kærlig ledelse af Annemarie Jensen, som er en erfaren korunderviser, sanger og musikpædagog.
Sang hjælper både fysisk og mentalt
“Jeg har oplevet, hvordan lungekoret er blevet en flok i fuld blomst med masser af energi og gå-på-mod. De synger bedre nu, end da de startede, og det handler selvfølgelig om sangtræning – og dét at lungefunktionen øges lidt hver gang – men det handler i høj grad også om glæden ved at synge sammen og den tillid deltagerne har fået til hinanden. Min oplevelse er, at alle i koret har både fysisk og mental glæde af at mødes og synge”, fortæller Annemarie Jensen.
Deltagerne fortæller også enstemmigt at de har oplevet en bedring i deres lungefunktion, efter de er begyndt at synge.
”Det er fysisk en stor gevinst at være med i lungekoret. Efter sang kan man trække vejret HELT ned i lungerne – og denne effekt varer op til 2-3 dage bagefter”, fortæller en af kordeltagerne, mens en anden kordeltager fortæller, at hun efter deltagelse i lungekoret har fået så god lungekapacitet, at hun igen kan nyde en gåtur i skoven.
Mentalt er det også en stor gevinst at være med i koret. Kormedlemmerne finder stor glæde i det sociale samvær med ligesindede, hvor der – udover sang og træningsøvelser – er plads til at snakke om de udfordringer, de hver især har som lungesyg.
”Den psykiske sundhed øges, når man er en del af et større fællesskab. Og så er det bare rart at synge sammen med andre, der er i samme situation som en selv – og hvor vi har forståelse for hinanden. Her i koret kan vi støtte op om hinanden, hvis vi har nogle trælse dage – og vi bekymrer os for hinanden”, supplerer en af deltagerne.
Koret har som en bonus ført til sociale bekendtskaber uden for korets regi. F.eks. er der en mindre flok, der jævnligt mødes til kaffe og spisning – og som også tager til fællessang og koncerter sammen.
I uge 34 starter den nye sæson
Lungekoret mødes hver tirsdag kl. 10-11.30 (inkl. kaffepause) på Birkelse Plejecenter. Sæsonen starter op tirsdag 23. august, og der er planlagt 15 gange før jul og 15 gange efter jul.
Der er p.t. 20 medlemmer i koret, men der er plads til mange flere. Alle kan være med uanset alder og sang-evne. Der synges ikke efter noder, og der er ingen opdeling i tenorer, alter osv. Man synger ganske enkelt med det ”næb”, man har – og i lungekoret er det selvfølgelig tilladt at hoste alt det, man har brug for.
Som noget nyt bliver der foruden lungekoret nu et dansehold for samme målgruppe
Som følge af lungekorets store succes har Sundhedsafdelingen og Kulturskolen i år udvidet samarbejdet til også at omfatte et lungedansehold.
”Vi er stolte over og glade for, at vi i samarbejde med Sundhedsafdelingen nu har hele to fantastiske tilbud, der både fremmer sundheden og øger livskvaliteten hos den gruppe af kommunens borgere, der lider af en lungesygdom – og det er vores håb, at det nye dansehold bliver lige så succesfuldt som vores kor”, udtaler kulturskoleleder Henrik Hammer.
Danseholdet mødes hver torsdag kl. 11.15-12.15 i Sundhedshuset i Brovst.
Sæsonen starter op torsdag 25. august, og der er indtil videre planlagt 15 gange før jul.
Danseholdet er – som lungekoret – et gratis tilbud for alle kommunens borgere med en lungesygdom, og der er ingen krav om særlige danseevner for at deltage.
”På mine hold er det deltagerne, der sætter tempoet, men vi tager det generelt stille og roligt, og det er helt tilladt at sætte sig og holde pause, hvis man har brug for det. Det er selvfølgelig dans og bevægelse, der er i fokus, når vi mødes – men vi skaber også et rum, hvor vi bare skal mærke musikken og nyde glæden ved at mødes og helt enkelt bare mærke, at vi lever”, fortæller danseinstruktør Kenneth Lisbjerg Jensen.
Kenneth har flere års erfaring med undervisning i sundhedsfremmende dans og har set stor forbedring hos deltagerne i forhold til kondition, respiration og balance.
Tilmelding til koret og danseholdet kan ske via Kulturskolens hjemmeside: www.jammerbugtkulturskole.dk eller ved henvendelse på tlf. 7257 8240. Telefonen er åben mandag-torsdag kl. 9-12.