Mange går med KOL uden at vide det – få tjekket lungerne i Aabybro
Op mod 230.000 danskere kan gå rundt med lungesygdommen KOL uden at vide det. På Lungedagen torsdag den 24. september bliver der mulighed for at få målt lungefunktionen i Aabybro mellem kl. 9 – 17.
På landsplan anslås det, at omkring 400.000 danskere lever med KOL, men kun cirka 170.000 er i behandling for sygdommen. Det betyder ifølge Lungeforeningen, at op mod 230.000 kan have sygdommen uden endnu at vide det.
Derfor sætter Lungeforeningen på Lungedagen den 24. september fokus på tidlig opsporing. Sammen med sundhedsprofessionelle bliver der arrangeret mulighed for at få målt lungefunktionen 125 steder rundt om i landet.
Et af stederne er i Jammerbugt Kommune, hvor borgere kan få tjekket deres lungefunktion i Kultur- & ErhvervsCenter Jammerbugt, Søparken 2 i Aabybro.
Vigtigt at opdage KOL i tide
KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom og er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, mens lungevævet gradvist bliver nedbrudt.
Sygdommen udvikler sig typisk over mange år, og derfor kan symptomerne være nemme at overse eller forklare med eksempelvis alder eller dårlig kondition.
Ifølge Lungeforeningen reagerer to ud af tre danskere med symptomer på lungesygdom ikke på dem. Det kan betyde, at sygdommen først bliver opdaget, når der allerede er sket et betydeligt tab af lungefunktion.
KOL kan ikke helbredes, og tabt lungefunktion kan ikke genvindes. Til gengæld kan blandt andet rygestop, fysisk aktivitet og inhalationsmedicin mindske symptomer og gener. Derfor har det stor betydning, at sygdommen bliver opdaget så tidligt som muligt.
Tre tegn, du skal være opmærksom på
Lungeforeningen peger især på tre symptomer, som kan være tegn på KOL:
- Åndenød: Man bliver let forpustet ved fysisk aktivitet, på trapper eller ved almindelige gøremål.
- Hvæsende vejrtrækning: Det piber eller hvæser, når man trækker vejret.
- Hoste og opspyt: Man hoster ofte og hoster slim op.
Både mænd og kvinder kan få KOL. Ifølge Lungeforeningen er KOL den enkeltsygdom, som flest mennesker dør af i Danmark. I 2024 døde 3.720 personer af sygdommen, hvilket svarer til omkring ti personer om dagen.
Omkring 800.000 danskere lever med en lungesygdom. Astma og KOL er de to hyppigste, men der findes også en række sjældnere lungesygdomme.
På Lungedagen torsdag den 24. september kan borgere i Jammerbugt Kommune få målt deres lungefunktion i Kultur- & ErhvervsCenter Jammerbugt, Søparken 2, 9440 Aabybro.


