Af Louise Smith Jensen, Socialpædagog og Kandidat for SF til kv25 i Jammerbugt Kommune
Vi er ikke “varme hænder” – vi er faglighed på frontlinjen
Jeg bliver mere og mere træt af at høre udtryk som “varme hænder” og “dem på gulvet”, når der tales om os, der arbejder i pædagogiske og omsorgsprofessioner. Det lyder måske uskyldigt, men for mig føles det forkert og lidt nedladende.
At blive kaldt “varme hænder” reducerer vores arbejde til kropsvarme og praktiske gøremål. Som om vi blot er hænder på en krop, der tilfældigvis har en temperatur på 37 grader. Det overser alt det, der faktisk kendetegner vores arbejde: faglighed, ansvar, refleksion, dømmekraft og relationskompetence.
Og når nogen siger, at vi er “på gulvet”, efterlades et underligt hierarki i sproget. For hvor er de andre så? Svæver de rundt et sted over os? Sproget afslører en måde at tænke organisationen på, hvor ledelse, konsulenter og koordinatorer befinder sig “højere oppe” – mens vi andre står nede og “udfører”. Men det er jo os, der får hverdagen til at fungere, relationerne til at bære og borgerne til at trives.
Under coronapandemien lærte vi et andet ord: frontpersonale. Det var pludselig os, der stod i frontlinjen og det gav et helt andet billede. Frontpersonale leder arbejdet, tager ansvar og træffer beslutninger tæt på menneskene. Det er præcis det, vi gør.
Så lad os begynde at bruge et sprog, der afspejler virkeligheden. Vi er ikke “varme hænder” eller “på gulvet”.
Vi er faglighed på frontlinjen.
Synes du har nogle rigtig gode perspektiver på hvordan vi omtaler erhvervene som netop hver dag er i front. Og som både har en stor faglighed og en meget fin menneskelig forståelse. Begge dele er nødvendige for at lykkes i disse erhverv – faglighed og relation .
Sproget betyder så meget for vores opfattelse af de professioner der hver dag går forrest og for velfærden til at hænge sammen. Det kunne væres forfriskende at tænke “bottom up” fremfor “top Down”.