Af Louise Smith Jensen, Socialpædagog og cand.mag. i læring og forandringsprocesser.
Kandidat til KV25 for SF Jammerbugt
Når dyrevelfærd gør ondt i hjertet – og på samvittigheden
Jeg kan ikke holde ud at se en lastbil med grise køre forbi. Jeg ved, hvad der venter dem. Lange transporter, stress, varme og en rejse, de ikke kommer levende hjem fra. Og alligevel står jeg senere i supermarkedet og køber en flæskesteg eller en pakke medisterpølse.
Jeg ved godt, det er dobbeltmoralsk. Men jeg tror også, jeg deler den følelse med mange andre. For vi vil gerne gøre det rigtige vi vil bare også gerne leve, som vi plejer.
Jeg støtter organisationer som Anima, Greenpeace, Den Danske Naturfond og Danmarks Naturfredningsforening, fordi jeg ikke kan holde ud, at dyr eller natur skal lide. Jeg kan ikke lukke øjnene for, at vi som mennesker påvirker alt omkring os både det levende og det landskab, vi kalder vores.
Jeg peger ikke fingre af nogen. Jeg ved, at livet er fuldt af kompromisser. Men måske kunne vi som samfund begynde at stille lidt flere krav til, hvordan vores dyr behandles både i landbruget og på de lange transporter. Måske kunne vi handle lidt oftere efter det, vi faktisk føler, når vi ser de lastbiler køre forbi.
Vi kommer nok ikke til at redde alle dyr. Men vi kan tage stilling. Vi kan vise, at empati ikke stopper ved mennesket. For den måde, vi behandler dyr og natur på, siger meget om, hvem vi er.
Det både klinger hult og tomt når SF med den ene hånd udtaler sig om dyretransporter og dårlig dyrevældfærd og med den anden støtter statsautoriseret dyremishandling i naturnationalparkerne som tilhænger af den forkvaklet rewilding-ideologi.
Også oveni købet støtte organisationen Anima, som er dømt for at bryde ind på minkfarme og lukke tusindvis af dyr ud af deres bure, så kan man mene hvad man bliver om branchen- men det vidner blot om en alvorlig mangel på fornuft, adfærd og indsigt i dyrevældfærd.
Rewilding-ideologien bliver solgt som en løsning på alt – som om lidt hegn og et par udsatte dyr kan genskabe en “vild natur”.
Men sandheden er, at den ikke skaber bedre biodiversitet – den ødelægger den eksisterende for at påtvinge en ikke-eksisterende.
Man ødelægger velfungerende, artsrige kulturlandskaber, hvor fugle, insekter og planter har levet i balance gennem generationer, og erstatter dem med indhegnede forsøg på pseudo-natur, hvor tamdyr skal forestille at være vilde.
Når man spærrer dyr inde bag hegn og kalder det “frihed”, så har man misforstået både natur og etik.
Dyrene i naturnationalparkerne er ikke vilde – de er tamdyr. De er ikke tilpasset hårde vintre, fødemangel eller sygdom uden menneskelig hjælp. Resultatet bliver lidelse forklædt som “naturlig adfærd”.
Og det mest foruroligende er, at SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, som en af de eneste partiledere, åbent har udtalt, at det er “naturligt”, når dyr dør af sult i naturnationalparkerne.
Det er ikke naturforvaltning – det er kynisme forklædt som idealisme.
Imens forsvinder de arter, der faktisk var der i forvejen – fugle, padder, insekter og sjældne planter – fordi græsningen bliver for voldsom, vandløb trampes op, og den oprindelige balance ødelægges.
Det er ikke naturgenopretning. Det er naturmanipulation – et skrivebordsprojekt, hvor virkeligheden og dyrevelfærden bliver ofret for en ideologisk fortælling.
Hvis man virkelig vil styrke biodiversiteten, skal man begynde med at beskytte og pleje den natur, der allerede fungerer.
For man genskaber ikke natur ved at nedbryde den, og man skaber ikke liv ved at lade det sulte ihjel bag et hegn.