Af Louise Smith Jensen, Socialpædagog og cand.mag. i læring og forandringsprocesser –
Kandidat til KV25 for SF
Jeg ved måske ikke alt om erhverv og turisme, men jeg ved noget om mennesker
Når jeg følger valgdebatten i Jammerbugt, handler meget om erhverv, vækst og turisme. Det er forståeligt, for kommunen har brug for arbejdspladser, investeringer og udvikling. Det er alt sammen vigtigt for, at vi kan skabe økonomisk grundlag for velfærd, kultur og liv i vores lokalsamfund.
Men det er ikke dér min styrke ligger. Jeg ved ikke så meget om erhvervsstrategier og turismepakker. Til gengæld ved jeg noget andet, som er mindst lige så afgørende, hvis vi vil have en kommune, der hænger sammen:
Jeg ved noget om mennesker.
Som socialpædagog har jeg i mange år arbejdet inden for det specialiserede voksenområde. Jeg har stået midt i hverdagen sammen med borgere, som lever med funktionsnedsættelser, psykiske vanskeligheder eller erhvervet hjerneskade. Jeg ved, hvad det kræver at skabe trivsel, struktur og livskvalitet, når livet ikke følger standardløsninger.
Og som cand.mag. i læring og forandringsprocesser ved jeg, hvordan udvikling sker både hos den enkelte borger, i medarbejdergruppen og i organisationen som helhed. Jeg arbejder med motivation, relationer, samarbejde og forandring i praksis. Jeg ved, hvordan faglighed, tillid og tid til relationsarbejde er forudsætningen for, at mennesker kan udvikle sig og blive selvstændige deltagere i eget liv.
Det er derfor jeg stiller op til kommunalvalget. For jeg mener, at viden om mennesker er lige så vigtig som viden om økonomi. Kommunen har brug for begge dele, dem der kan regne på bundlinjer, og dem der kan se, hvordan trivsel, omsorg og fællesskab er det, der får tallene til at give mening.
Jammerbugt bliver stærkest, når vi tør værdsætte begge perspektiver. Økonomien får hjulene til at dreje, men det er menneskeligheden, der får dem til at køre i den rigtige retning.

