Af Louise Smith Jensen, Socialpædagog og cand.mag. i læring og forandringsprocesser.
Kandidat til KV25 for SF Jammerbugt
Grønne områder er ikke pynt de er fællesskab, biodiversitet og fremtid
Når vi taler om klima og grøn omstilling, ender samtalen ofte i store ord og lange planer. Men nogle af de vigtigste forandringer begynder helt tæt på i vores nabolag, i parkerne, langs stierne og i de grønne hjørner af vores byer.
Grønne områder er ikke pynt. De er liv. De giver os mulighed for at trække vejret, mødes, gå en tur og mærke årstiderne. De samler børn, unge og ældre og skaber små fællesskaber på tværs af generationer.
I Jammerbugt har vi den smukkeste natur omkring os. Alligevel bliver mange grønne arealer i byerne i disse år presset af nybyggeri. Det er forståeligt, at vi har brug for udvikling men vi må ikke bygge os væk fra naturen. For når vi fjerner de grønne åndehuller, mister vi ikke bare udsigt, men levesteder, biodiversitet og muligheden for at opleve naturen tæt på.
Jeg går ind for flere grønne områder med natur på naturens præmisser – ikke bare trimmede græsplæner, men steder hvor blomster, insekter og fugle kan trives. Når vi planter træer, lader en eng blomstre eller giver plads til det vilde, styrker vi både klimaet, naturen og vores eget velvære.
Grønne områder handler ikke kun om klima, men om livskvalitet. Når vi bevarer og udvikler dem med omtanke, giver vi noget tilbage til fællesskabet, noget vi alle kan nyde, uden at det koster andet end respekt for naturens rytme.
Jeg håber, at vi i Jammerbugt bliver ved med at tænke grønt ikke kun for klimaets skyld, men for menneskers og naturens skyld. For de grønne steder binder os sammen. De minder os om, at vi hører til her sammen med hinanden og den natur, vi skal passe på.

