Lokalplaner for nye boligområder i Biersted og Aabybro sendes i høring
Kommunalbestyrelsen besluttede torsdag aften at sende to lokalplaner for boligområder i Biersted og Aabybro i offentlig høring. Lokalplanerne giver mulighed for bl.a. rækkehuse.
Sundbyvej i Biersted
Lokalplanområdet er ca. 5.000 m2 og ligger i den nordligste del af Biersted by. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske om at opføre nye attraktive boliger i Biersted by.
Lokalplanen giver mulighed for op til 13 boliger i form af række-, kæde- og dobbelthuse, som typisk henvender sig til ældre, enlige eller mindre børnefamilier.
Peter Løthsvej i Aabybro
Aabybro oplever i disse år en markant vækst, og denne lokalplan er udarbejdet for at sikre et fortsat attraktivt udbud af boliger i Aabybro. Dette i form af række-, kæde- og dobbelthuse.
Der bliver taget hensyn til institutionen Toftehøj, som ligger i området, og boligområdet bindes sammen med resten af Aabybro med stier og veje. Der tages desuden hensyn til det eksisterende vandhul i området og den omkringliggende natur og dyr.
Planforslagene er i offentlig høring i otte uger. Der kan afgives høringssvar via kommunens hjemmeside.
