Af Ulla Flintholm (V) Formand for Børne- og Familieudvalget
Jammerbugt Kommune
Retten til decentral ledelse er vigtig for Venstre
På kommunalbestyrelsesmødet den 26. februar skulle vi behandle to punkter, der begge tager udgangspunkt i lokale initiativer, hvor en kommunal institution selv forholder sig til konkrete udfordringer i hverdagen og finder gode og gennemtænkte løsninger.
Det første punkt handlede om, at Forældrebestyrelsen i Aabyhavens vuggestue og børnehave har henvendt sig til Børne- og Familieudvalget med et ønske om at ændre alderssammensætningen for børnene på institutionens matrikler, så alle børnehavebørn fremadrettet samles på matriklen i Thomasmindeparken. Baggrunden er et faldende børnetal blandt de 3–5-årige, hvilket udfordrer institutionens mulighed for at dække åbningstiderne og samtidig også er begrænsende for børnegruppens sociale dynamik.
En samlet børnehavegruppe placeret i Thomasmindeparken vil ifølge forældrebestyrelsen og ledelsen give en række fordele: Nemlig en mindre sårbar personalegruppe, bedre kollegial sparring, flere ressourcer til møder om børns trivsel og bedre muligheder for et styrket forældresamarbejde. En løsning udviklet decentralt af bestyrelse og medarbejdere tæt på børnene, og en løsning, som vi selvfølgelig bakkede op om.
Det andet punkt handlede om et ønske fra skolebestyrelsen på Skolecenter Jetsmark om at ændre Skolens navn fra Skolecenter Jetsmark til Jetsmark Skole.
Skolebestyrelsen pegede helt legitimt på, at navnet Skolecenter Jetsmark ikke længere afspejler skolens faktiske funktion som folkeskole, og at et enklere og mere genkendeligt navn vil styrke både identitet, kommunikation og lokal forankring. Et godt eksempel på, hvordan man lokalt har arbejdet aktivt med de nye rammer, man har fået med den nye fælles folkeskole i område Jetsmark, og hvordan man har haft et ønske om at skabe tydelighed for elever, forældre og samarbejdspartnere.
Også et initiativ der passer rigtig fint ind i vores overordnede princip om central styring og decentral ledelse. Vi sætter klare rammer på kommunalt niveau, men vi ønsker, at beslutninger om hverdagsnære forhold – som skolens identitet og navn – træffes dér, hvor fagligheden, erfaringen og kendskabet til lokalsamfundet er stærkest. Vi bakkede derfor også op om forslaget.

