Blokhus Strand går varme dage i møde – livredderne opfordrer badegæster til at passe på
Meteorologernes udsigt til sol og varme betyder, at livredderne forventer travle dage på strandene – ikke mindst ved Blokhus, hvor mange både lokale og feriegæster ventes at søge mod Vesterhavet.
Hos TrygFonden Kystlivredning glæder man sig over, at danskerne elsker strandlivet, men samtidig lyder der en klar opfordring til alle, der besøger strandene i Jammerbugt: Bad mellem de rød-gule flag og hold konstant øje med børnene.
– Kom endelig ned på stranden og tag en dukkert – og bliv gerne hele dagen, hvis lysten og tiden er der. Bad mellem livreddernes rød-gule flag, hvor vi holder særligt godt øje med badegæsterne, siger Anders Hammer fra TrygFonden Kystlivredning.
Blokhus er populær – også når solen gemmer sig
Selv på dage med mere omskifteligt sommervejr oplever livredderne, at mange fortsat bruger strandene. Det er noget, de udenlandske livreddere, som denne sommer blandt andet kommer fra Australien og Frankrig, har bemærket.
Ifølge Anders Hammer er de imponerede over danskernes glæde ved strandlivet.
– På de varme dage er mange familier på stranden hele dagen, og selv når vejret ikke er perfekt, bruger danskerne strandene til at bade, surfe og gå ture. Det er noget, vores udenlandske livreddere lægger mærke til, fortæller han.
Husk børnene ved vandet
De udenlandske livreddere roser den danske strandkultur, men de peger også på én ting, som danske badegæster kan blive bedre til.
Ifølge Anders Hammer er danskerne ofte lidt for afslappede, når det handler om opsynet med børn ved vandet.
– I de lande, vores livreddere kommer fra, ville det blive påtalt langt tydeligere, hvis børn opholdt sig alene i vandet uden tæt opsyn fra en voksen, siger han.
Mange samtaler med badegæster i Blokhus
Tallene fra uge 30 viser, at der ikke var behov for livreddende aktioner ved Blokhus Strand. Til gengæld havde livredderne 95 oplysende samtaler med badegæster om blandt andet lokale forhold, sikkerhed og de fem baderåd.
I hele Nordjylland registrerede TrygFondens livreddere 59 førstehjælpsaktioner, 98 forebyggende indsatser og 737 oplysende indsatser i løbet af ugen. På landsplan gennemførte livredderne i alt 5.382 indsatser, heraf to livreddende aktioner, hvor personer blev vurderet til at være i livsfare.
Med udsigt til endnu flere varme dage forventer livredderne, at strandene i Jammerbugt – og særligt Blokhus – igen vil blive fyldt med badegæster. Derfor lyder opfordringen endnu en gang: Bad mellem flagene, hold øje med hinanden og spørg gerne livredderne til råds, hvis du er i tvivl om forholdene i vandet.

