Liveshows skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse

Hands-on går nye veje i arbejdet for at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne. Et nyt og landsdækkende projekt skal med støtte fra Nordea-fonden skabe interesse blandt unge for erhvervsuddannelser i industrien.

Erhvervsuddannelser giver superkræfter
En erhvervsuddannelse giver identitet, autoritet og en særlig ’superkraft’. Det er budskabet i projektet, som består af 22 liveshows, hvor fagligt stolte elever fra erhvervsuddannelser demonstrerer, hvorfor en erhvervsuddannelse i industrien er et attraktivt uddannelsesvalg.

-- annonce ---

De 22 shows skal holdes på erhvervsskoler over hele landet, og ved hvert show bliver lokale grundskoler inviteret til at være publikum. Samtidig kan andre fra målgruppen, som primært er 13-18-årige, se med på YouTube, gamerplatformen Twitch og sociale medier.


– Med projektet ønsker vi at vise de ambitioner og den passion, som findes hos rigtig mange unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse. At lade de unge elever selv stå for den fortælling styrker budskabet, og gør det muligt for målgruppen at spejle sig i rollemodeller. Samtidig kan vi komme ud til rigtig mange uddannelsesøgende unge, fordi vi bruger kanaler, hvor de allerede er aktive, fortæller Thea Wanning, projektleder for Hands-on.

Støttet af Nordea-fonden og arbejdsmarkedets parter
Det er organisationerne bag Hands-on, Dansk Metal, 3F, Teknisk Landsforbund, HK Privat og DI, som står bag projektet og finansierer en del af det. Nordea-fonden støtter også projektet med 1,9 mio.kr.

– Der er tale om et nyt og banebrydende projekt, som vil italesætte og vise erhvervsuddannelserne på en helt anden måde, end eleverne og de voksne omkring dem både i skolen og hjemmet tidligere har set. Det bliver spændende følge hvordan Hands-ons anderledes tilgang og utraditionelle ‘vejledning’ virker og trænger igennem til de unge, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Advisory board skal understøtte målsætning
De 22 liveshows går i luften efter sommerferien 2020. Indtil da skal Hands-on bl.a. nedsætte et advisory board bestående af unge, som kan være med til at udvikle projektet.